Hemmeligt tog evakuerer sårede ukrainske soldater fra fronten
46-årige Oleksandr er læge og ansvarlig for evakueringerne af sårede ukrainske soldater. Ifølge ham er det en stressende tur. Han kan først ånde lettet ud, når toget ankommer ved destinationen, og patienterne forlader togvognene. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Krigen i Ukraine tærer på sundhedsvæsnet. Et hemmeligt tog fragter ukrainske soldater hjem fra fronten, fordi hospitalerne er ødelagte og overfyldte.
Ritzau RitzauLea Dauple, AFP-Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det tog, som er ved at forlade stationen, ligner et almindeligt tog. Men gennem de duggede ruder kan man se en ukrainsk soldat ligge på en båre med sår i ansigtet.
De blå og gule togvogne transporterer sårede soldater fra frontlinjen til hospitaler længere inde i landet.
Næsten tre år efter at Rusland invaderede Ukraine, er mange hospitaler blevet beskadiget eller ødelagt i det østlige Ukraine. Dem, der er tilbage, er overfyldte.
For Oleksandr, lægen, som er ansvarlig for evakueringerne, er toget en fordelagtig transportform.
Toget kan transportere mange patienter ad gangen, og det er mere sikkert end en helikopter. Det skyldes, at Rusland er overlegen i det ukrainske luftrum.
Annonce
Men det er også risikabelt.
- Vores modstandere skelner ikke mellem medicinsk og militært personale. Så vi bliver nødt til at tage visse sikkerhedsforanstaltninger, siger den 46-årige læge.
Olena, som er en af togets sygeplejere, tilser de sårede soldater. Mange af dem har mistet en arm eller et ben, andre er ikke ved bevidsthed. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Ambulancen ankommer på stationen, og sårede soldater bliver fragtet ind i toget på bårer og placeret på senge med blomstrede lagner.
Ukrainske flag og håndmalede børnetegninger, som er dekoreret med patriotiske beskeder, pryder væggene inde i toget.
Vognenes interiør ligner et hospital. Når toget ruller væk fra perronen, vugger det blidt patienterne, personalet og alt andet fra side til side, samtidig med at det smyger sig gennem landskabet og væk fra fronten.
- Vi gør alt, imens toget kører - lige fra normale intravenøse indsprøjtninger til inkubation, siger Viktorja, som er sygeplejerske på toget.
- Vi bliver svimle bagefter, siger den 25-årige, der er klædt i kaki og har blå plastikhandsker på.
Rejsen til og fra fronten har givet Viktorja indsigt i konfliktens pris.
- Jeg forstår antallet af sårede nu. Det er meget hårdt at se det hver dag, siger hun.
En såret ukrainsk soldat ligger på en seng i det militære evakueringstog den 18. oktober. Toget transporterer soldater, der bliver såret i kamp fra fronten til hospitaler længere inde i landet. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Den ukrainske front er kommet under et stigende pres, men begge krigens parter er stadig hemmelighedsfulde omkring antallet af sårede og døde.
Annonce
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde i februar, at tallet af dræbte ukrainske soldater havde rundet 31.000. Tallet er ifølge observatører sat lavt. Samtidig er antallet af savnede og sårede aldrig blevet offentliggjort.
De fleste af de sårede på toget er ifølge sundhedspersonale blevet ramt af artilleri- eller droneangreb. Mange har fået lemmer amputeret, andre er ikke ved bevidsthed.
En af vognene er kun til patienter, som har været i intensiv behandling, og lægerne kan endda operere patienterne i ekstreme tilfælde.
En af lægernes bekymringer er, at patienterne kan forbløde på rejsen.
- Der er altid personale i nærheden af patienten, forklarer Oleksandr, som tilføjer, at de skiftes til at bruge toilettet eller at spise.
På trods af de logistiske udfordringer omkring forplejningen er de sårede ofte optagede af andre ting.
En såret ukrainsk soldat bliver båret ind i toget, der skal transportere ham til et hospital andetsteds i landet. Ifølge sundhedspersonalet skelner Rusland ikke mellem militært- og sundhedspersonale, hvilket kan gøre turen farlig. (Arkivfoto). Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
- Psykisk har de det ikke godt, siger Olena, som er plejepersonale på toget.
- De er ikke bekymrede for at miste en arm eller et ben eller noget andet. Det, de tænker på, er, hvordan de andre soldater og deres familie har det, siger hun.
En ukrainsk soldat bliver behandlet for et skudsår efter et russisk overfald, som dræbte en af hans medsoldater.
Han overvejer allerede, hvornår han kan tage tilbage til fronten.
Annonce
Selv om han ved, hvad han vil, afhænger hans fremtid af en særlig kommissions beslutning.
Da lægen Oleksandrs tog ankommer ved destinationen, venter ambulancekøretøjer allerede på patienterne, så de kan komme på hospitalet.
- Det er selvfølgelig meget stressende. Man er lettet, når man ankommer ved stationen, når man kan se, at alle ambulancer er kørt, og når toget er tomt igen, siger Oleksandr.
/ritzau/AFP
Evakueringer af soldater med tog
* Evakueringerne med tog begyndte, da krigen gik i gang i februar 2022.
* Det er en praksis, der allerede blev taget i brug under Anden Verdenskrig.
* Togenes interiør er ændret, så der er plads til patienter og sygesenge.
* Det er af hensyn til passagerernes sikkerhed hemmeligt, hvilke ruter toget kører, og hvor det standser.
* Vognene er indrettet, så lægerne kan operere patienterne undervejs.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb