Hillary Clinton besøger Libyens nye ledere

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, er ankommet til Libyen, hvor overgangsrådets styrker er ved at gøre en ende på den sidste modstand fra de soldater, der fortsat er tro mod landets væltede leder, Muammar Gaddafi.

Clinton er det første medlem af den amerikanske regering, der besøger Libyen siden 2008, da man forsøgte at skabe nye bånd til oberst Gaddafi.

Nu gælder besøget bestræbelserne på at styrke båndene til overgangsrådet TNC, der har overtaget styret i det nordafrikanske land efter Gaddafi, som blev væltet ved en folkelig opstand, der blev støttet af blandt andet USA og de øvrige Nato-lande.

- Det vigtige er at vise det libyske folk, at tingene er i fremdrift, siger en amerikansk embedsmand, der ledsager Clinton på rejsen.

- Vi lægger pres på overgangsrådet for at kunne vise det libyske folk, at de mener det alvorligt med reformer, at de mener det alvorligt med retsstatsprincipper og at de mener det alvorligt med løftet om at afholde valg, fortsætter embedsmanden.

Under betydelige sikkerhedsforanstaltninger havde Clinton tirsdag samtaler i Tripoli med lederen af overgangsrådet, Mustafa Abdel Jalil. Under opholdet i den libyske hovedstad skal hun også mødes med Libyens fungerende premierminister, Mahmud Jibril, og landets olie- og finansminister, Ali Tarhuni.

Hillary Clintons besøg i Libyen kommer i kølvandet på besøg i landet af blandt andre Storbritanniens premierminister David Cameron, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan samt udenrigsministrene fra Storbritannien, Italien og Canada.

/ritzau/AFP

USA's udenrigsminister slår vejen forbi Libyen for at styrke båndene til de oprørere, der væltede Gaddafi.

Offentliggjort Sidst opdateret