Hillary Clinton er på uanmeldt besøg i Yemen

USA's udenrigsminister er på uanmeldt besøg i det terrorplagede Yemen. Hun landede tirsdag middag og siger, at hun søger et bredere partnerskab med det fattige arabiske land.

- Det er ikke nok at have gensidige militære forbindelser, sagde hun inden landingen.

Det er første gang i mere end 20 år, at en amerikansk udenrigsminister besøger landet på Den Arabiske Halvø, hvor Osama bin Ladens familie stammer fra.

Osama bin Ladens netværk, al-Qaeda, har været aktiv i mange områder af Yemen.

- Vi har behov for at brede dialogen ud. Vi behøver denne dialog med regeringen, siger Clinton.

/ritzau/Reuters

USA's udenrigsminister lander uventet i Yemen, hvor styret konfronteres af Osama bin Ladens terrornetværk.

Offentliggjort Sidst opdateret