Syrien kan være på vej mod en direkte borgerkrig. Advarslen kommer fra både den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, og hendes russiske kollega, Sergej Lavrov.
Samtidig blev yderligere 11 mennesker dræbt under urolighederne i Syrien, hvor den otte måneder lange folkelige opstand mod præsident Bashar al-Assad, ifølge FN's skøn, har kostet mindst 3500 mennesker.
- Jeg tror, der kan komme en borgerkrig med en meget stålsat og velbevæbnet og eventuelt velfinansieret opposition, siger Clinton fredag til den amerikanske tv-station NBC.
Hun vurderer, at denne opposition sandsynligvis kommer til at blive styret af eller i det mindste vil være stærkt påvirket af desertører fra Syriens hær.
- Vi er allerede vidne til dette. Og det er noget, vi hader, fordi vi går ind for fredelige demonstrationer og en ikke-voldelig opposition, fortsætter den amerikanske udenrigsminister.
Stadig flere soldater deserterer fra regeringshæren, fordi de ikke vil åbne ild mod civile demonstranter. En række af disse desertører har dannet Den Frie Syriske Hær, som onsdag angreb en efterretningsbase lige uden for hovedstaden Damaskus.
Torsdag sagde den russiske udenrigsminister, at angreb som dette kan føre Syrien ud i en borgerkrig.
- I dag viste Euro News - vor fælles tv-station med EU - optagelser, hvor den nyligt dannede Frie Syriske Hær angreb offentlige bygninger, sagde Lavrov.
- Hvis oppositionen har tænkt sig at bruge sådanne metoder, så vil det selvfølgelig føre til borgerkrig, påpegede den russisk udenrigsminister.
Mens Rusland langt hen ad vejen støtter præsident Assad, mener USA, at han bærer stort set hele skylden for de blodige uroligheder i Syrien.
- Den måde, Assad-regimet har svaret igen på demonstrationerne, har provokeret folk til at gribe til våben, siger Hillary Clinton i interviewet med NBC.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde