Hillary Clinton indlagt med blodprop

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, er indlagt på hospitalet med en blodprop efter den hjernerystelse, hun pådrog sig tidligere på måneden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her bliver hun nu tilset af læger, oplyser en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

- I forbindelse med en opfølgende undersøgelse i dag opdagede udenrigsminister Clintons læger, at en blodprop havde dannet sig, som stammer fra den hjernerystelse, som hun pådrog sig for adskillige uger siden, siger talsmand Philippe Reines.

- Hun bliver nu behandlet med anti-koagulering (blodfortyndende medicin, red.) og er på New York-Presbyterian Hospital, så de kan overvåge medicineringen de næste 48 timer.

- De vil afgøre, om yderligere handling er nødvendig, tilføjer talsmanden, som ikke umiddelbart fortæller noget om, hvor i kroppen blodproppen befinder sig.

En læge, som ikke er involveret i behandlingen af Clinton, siger til New York Times, at blodpropper ofte samles i benene eller halspulsåren.

Hurtig behandling vil normalt opløse proppen, men hvis der går længere tid, inden behandlingen sættes ind ved ansamlinger i hovedet, kan det føre til en hjerneblødning.

Behandlingen er blodfortyndende medicin, siger han.

65-årige Hillary Clinton besvimede tidligere på måneden i sit hjem. Der gik tilsyneladende noget tid, inden lægerne konstaterede, at hun havde fået en hjernerystelse.

Clinton havde pådraget sig en mavevirus under en rejse i Europa, som endte med, at hun dehydrerede og faldt om i boligen på en stille vej i Washington lige over for den danske ambassade.

Hendes sygdom har tvunget hende til at aflyse forskellige officielle optrædener og udlandsbesøg.

Den tidligere førstedame og senator ønsker ikke at være minister i præsident Barack Obamas anden valgperiode, og veteranen John Kerry står i stedet til at overtage embedet.

Fremtrædende politikere - også fra Det Republikanske Parti - mener, at Clinton har gode chancer for at vinde, hvis hun forsøger at erobre præsidentposten ved valget i 2016.

/ritzau/Reuters