Historisk varme chokerer Storbritannien og øger klimabekymringer

Folk køler af i et springvand i London under den ekstreme varme. I London modtog ambulancetjenesten tirsdag 400 opkald i timen på grund af varmen. Foto: Frank Augstein/Ritzau Scanpix

Det burde have været "nærmest umuligt" med over 40 grader i Storbritannien. Men milepælen blev rundet tirsdag og gav redningstjenesterne særdeles travlt.

Offentliggjort Sidst opdateret

For første gang i historien rundede temperaturen tirsdag 40 grader i Storbritannien.

Og det giver anledning til eftertanke.

Klimaeksperter kalder rekorden på 40,3 grader "en grim milepæl". Den tidligere rekord fra 2019 på 38,7 grader blev slået mindst 34 steder rundtomkring i landet.

Det er nødvendigt at mindske udledningen af drivhusgasser. Meget og hurtigt.

Sådan lyder det fra professor Stephen Belcher, chefforsker ved Storbritanniens meteorologiske institut, Met Office.

- Hvis vi fortsætter med at have høje udledninger, kan vi nå temperaturer som de her hvert tredje år.

- Den eneste måde, vi kan stabilisere klimaet, er ved at nå nettonul snart, siger han ifølge britiske medier.

Ifølge Belcher burde det uden de hastige klimaforandringer have været "nærmest umuligt" at nå over 40 grader i Storbritannien.

Men klimaforandringerne betyder, at sådanne temperaturer nu er en realitet.

Storbritannien er imidlertid ikke umiddelbart gearet til temperaturer i de lag. Varmen tirsdag gav store problemer hos briterne.

Tog på store ruter fra London til øst og vest i landet blev aflyst, da varmen gav både skinner og kabler problemer, elselskaber meldte om mange strømafbrydelser, og der var adskillige meldinger om store brande.

Hundredvis af brandfolk bekæmpede brande på tværs af London.

Londons ambulancetjeneste oplyste tirsdag, at det modtog 400 opkald i timen på grund af den ekstreme varme.

Varmen førte til flere tilfælde af vejrtrækningsbesvær, svimmelhed og besvimelser ifølge tjenesten.

De høje temperaturer i Storbritannien førte til adskillige brande rundtom i landet. På billedet stiger røg til vejrs fra Dartford, Kent, som ligger små 30 kilometer sydøst for London. Foto: William Edwards/Ritzau Scanpix

Eksperter har ifølge avisen The Guardian beregnet, at tæt på 1000 mennesker sandsynligvis vil dø på grund af hedebølgen fra søndag til onsdag i Storbritannien.

Det vil i så fald være højere, end antallet af varmerelaterede dødsfald der normalt registreres over en hel sommer.

Professor Peter Stott fra Met Office finder det "chokerende" med så høje temperaturer i Storbritannien.

Hans forskning viste i 2020, at der var en chance for, at Storbritannien på et tidspunkt ville runde 40 grader på grund af global opvarmning.

- Men vi regnede os frem til, at muligheden var relativt lille - cirka 1 ud af 100 - selv om chancerne stiger hurtigt hele tiden med den fortsatte opvarmning.

- At nå 40 grader i dag er meget bekymrende. Vi har aldrig set noget lignende i Storbritannien, og det kan være, at risikoen for sådan ekstrem varme er endnu større, end vores tidligere beregninger viste, siger han til The Guardian.

Hedebølgen for denne omgang tyder på at være ovre for briterne. Temperaturen ventes at falde på tværs af landet onsdag.

/ritzau/

Den britiske hede og klimaforandringer

* Met Office udsendte i sidste uge forud for hedebølgen for første gang et såkaldt rødt varsel. Det betyder, at det er "meget sandsynligt, at der vil være livsfare og betydelig forstyrrelse af rejser, energiforsyning og mulig omfattende ødelæggelse af ejendom og infrastruktur".

* 9 af de varmeste 12 dage i Storbritannien siden 1884 er registreret inden for de seneste 20 år.

* Hedebølger forekommer hyppigere og bliver mere ekstreme på grund af klimaforandringerne.

* Kloden er 1,1 grad varmere sammenlignet med det førindustrielle niveau.

* Ifølge FN's Klimapanel lever vi i den varmeste periode i 125.000 år. Og temperaturerne vil fortsætte med at stige, hvis ikke de globale CO2-udledninger falder drastisk.

Kilder: AFP, The Guardian og BBC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu