Hitler-udstilling populær i Tyskland

En udstilling om Nazitysklands diktator, Adolf Hitler, og hans forhold til tyskerne trækker fulde huse i Berlin.

Udstillingen "Hitler og tyskerne" åbnede i Berlins Historiske Museum i fredags, og onsdag havde flere end 15.000 mennesker besøgt den.

Rudolf Trabold, en talsmand for museet, fortæller, at 4000 gæster havde været forbi alene den første dag, og der har været perioder, hvor gæster har ventet i op til halvanden time på at komme ind.

Ifølge Trabold er udstillingen er så populær, fordi det er den første udstilling, der forklarer, hvordan en mand kan leve i udkanten af samfundet i 30 år og så blive en næsten mytisk leder af Tyskland.

- Vi er alle påvirket af Hitler, så det taler til os alle og hjælper tyskere og udlændinge med at finde sig til rette med historien, forklarer han.

72-årige Inge Lonning fra Norge fortæller efter sit besøg, at hun oplevede den tyske besættelse af Norge, og at hun derfor ville se udstillingen:

- Så for mig er det ikke kun historie.

Ikke alle er dog imponeret.

- Der er lavet så meget fra den periode igennem årene, så det var som om, at jeg kendte det, forklarer den canadiske turist Julien Cayer.

/ritzau/Reuters

På mindre end en uge har 15.000 i Berlin set den første udstilling om tyskernes forhold til Hitler.

Offentliggjort Sidst opdateret