Hizbollah forlader Libanons regering

Ministre fra den islamiske Hizbollah-bevægelse og dens politiske allierede har trukket sig fra Libanons regering, meddeler de på en pressekonference.

Det var ventet, at de ville forlade den kun 14 måneder gamle samlingsregering.

De i alt 10 ministre, der nu er gået, opfordrer præsident Michel Suleiman til at danne en ny regering.

Hvis 11 ministre - svarende til lidt over en tredjedel - var trådt tilbage, vil det ifølge libanesisk lov automatisk føre til regeringens fald.

Det var ikke umiddelbart klart, om endnu en minister, som Hizbollah-støtterne forventer vil følge dem, også var trådt tilbage.

Meddelelsen kom samtidig med at Libanons premierminister, Saad Hariri, holdt møde med USA's præsident, Barack Obama, for at drøfte den alvorlige politiske krise i det lille mellemøstlige land.

Der var ikke umiddelbart nogen kommentar til situationen fra de to ledere.

Et FN-tribunal ventes inden for kort tid vil offentliggøre en rapport om drabet på tidligere premierminister Rafik Hariri, der var far til den nuværende regeringschef.

Den tidligere premierminister og 22 andre blev dræbt i februar 2005 af en kraftig bombe, der eksploderede netop som hans kortege passerede forbi.

Den libanesiske regering har i månedsvis været handlingslammet på grund af formodninger om, at FN-tribunalet vil sigte medlemmer af Hizbollah for bombeattentatet.

/ritzau/Reuters

Hizbollah og gruppens allierede har trukket sig fra Libanons regering og truer derved med at vælte den.

Offentliggjort Sidst opdateret