Hjælpeorganisation: Israel vil have evakueret hospital straks
En palæstinensisk mand bærer et såret barn efter et israelsk luftangreb i Gazastriben. Foto: Stringer/Reuters
Ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne har der søndag morgen været angreb 50 meter fra et af Gazas hospitaler.
Ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne har israelske myndigheder advaret om, at al-Quds hospitalet i Gazastriben omgående skal evakueres.
Det skriver hjælpeorganisationen i et opslag på Facebook.
Ifølge Røde Halvmåne har der søndag morgen været angreb 50 meter fra hospitalet.
En talsmand for Israels militær afviste at kommentere meldingen under en pressebriefing søndag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Men i Genève, hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har hovedkontor, betegner generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus meldingen som "dybt bekymrende".
- Vi gentager - det er umuligt at evakuere hospitaler fulde af patienter uden at bringe deres liv i fare, skriver han på X, der tidligere hed Twitter.
Siden den igangværende krig mellem Israel og Hamas brød ud 7. oktober, har Israel flere gange bedt om, at al-Quds hospitalet evakueres.
Palæstinensiske Røde Halvmåne har tidligere sagt, at det ikke er muligt at flytte de syge og sårede.
Hospitalet ligger i området Tel al-Hawa omkring ti kilometer fra Gazastribens nordlige grænse.
Israel har dagligt foretaget massive luftangreb mod Gazastriben, siden Hamas dræbte over 1400 israelere i et angreb 7. oktober.
Alene lørdag og natten til søndag har israelske fly bombet over 450 mål i Gazastriben.
Ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder har de israelske luftangreb kostet over 8000 mennesker livet, hvoraf omkring halvdelen er børn, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker