Hjemløse jordskælvsofre søger ly under teltdugen hos krigsflygtninge

Såret, men i live. Mange overlevende fra jordskælvet i det nordlige Syrien har søgt ly i flygtningelejren Deir Ballut, der hidtil har været et sted for flygtninge fra Syriens borgerkrig. Foto: Rami Al Sayed/Ritzau Scanpix

Når slemt bliver til værre. Borgerkrigen har givet Syrien masser af grusomheder. Nu har det ødelæggende jordskælv skabt nye ofre, som må bo hos krigsflygtninge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skæbnen har slået et uventet og forfærdeligt sving for Duaa Ghadban.

Hun er blot 21 år, men med et slag, eller snarere med en uhyggelig kraftig rystelse, har hun mistet alt.

Hun er nu enke, barnløs, har ingen ejendele og bor i et telt.

Hun mistede alt ved jordskælvet, der med en styrke på 7,8 ramte det nordlige Syrien og det sydlige Tyrkiet mandag morgen, da indbyggerne i regionen lå og sov.

Tusindvis af bygninger kollapsede under skælvet, og mange tusinde mennesker døde og blev begravet i murbrokkerne.

Nyhedsbureauet AFPs journalister i det nordlige Syrien har mødt Duaa Ghadban.

Hun sidder nu i et telt i flygtningelejren Deir Ballut i det nordvestlige Syrien. Her bor syriske flygtninge fra borgerkrigen, der i de seneste 12 år har flået Syrien i stykker.

Ghadban er ikke krigsflygtning. Hun boede i en by i området, men den findes ikke mere.

Efter skælvet blev hun hjulpet fri af murbrokkerne fra den bygning, hun boede i, og som ikke er en bygning længere.

Da AFP-journalisterne ser hende, sidder hun med sin telefon og kigger på billeder af sin familie. Hun kysser skærmen, og hun græder.

Hendes mand og tre børn kom ikke levende ud af murbrokkerne.

Hun så sin mand, da han var død. Han lå klemt under murbrokkerne, mens han holdt om et af hendes tre børn - en lille dreng på blot 40 dage.

- De blev begravet sammen. Min mand slap ham ikke.

- Jeg har stadig svært ved at tro, at jeg kom ud. Jeg føler det, som om jeg stadig er fanget i ruinerne.

Helt alene er hun ikke i teltet. Hendes mor har overlevet skælvet. Hun er der også, og det samme er en søster, en bror og deres familier.

- Men vi har ikke nogen ejendele tilbage, fortæller hun.

Mange overlevende er som Ghadban flyttet til telte blandt krigsflygtninge, der bor langs grænsen til Tyrkiet.

Lige det område blev sparet for store ødelæggelser.

Nogle af de overlevende er kommet til flygtningeteltene, fordi de ikke har andre steder at sove. Andre er kommet af frygt for efterskælv.

En anden jordskælvsflygtning i teltene er Ghayath Zarzour. Han flygtede tidligere under borgerkrigen fra Syriens hovedstad, Damaskus, og flyttede til byen Jandairis.

Nu har jordskælvet ødelagt hans nye hjem og Jandairis, og han er igen på flugt.

Familien er blevet hjemløs efter jordskælvet i mandags, og nu sidder den her i et telt i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet. Foto: Rami Al Sayed/Ritzau Scanpix

Han er flyttet ind hos to fætre og deres familier, der i forvejen boede i lejren.

- Vi er 30 mennesker i det her lille rum uden varme eller tæpper, fortæller han.

- I dag gentager historien sig selv. Hvor kan vi tage hen?

Andre steder langs grænsen til Tyrkiet er billedet det samme.

Et sted i oprørsbyen Idlib er et stort telt pakket med kvinder og deres børn.

De ligger på madrasser. Ungerne gumler på slik under deres tæpper.

Mødrene prøver at berolige de helt små babyer. Andre laver kaffe.

Byen Jandairis i det nordlige Syrien er hårdt ramt af skælvet. Her sider en gruppe mænd ved gravsteder for nogle af ofrene. Foto: Bakr Alkasem/Ritzau Scanpix

- Der er et stort antal hjemløse, som er bange for, at deres boliger vil falde sammen over deres hoveder, fortæller Abdel Kader Taid, der arbejder i lejren.

I den nærliggende by Jandairis tilbringer nogle af indbyggerne nætterne i deres biler.

Andre prøver at finde ly og ro ved oliventræerne, kun med tæpper og det tøj, de står og går i.

/ritzau/

Ofre for jordskælvet

* Antallet af dødsofre fortsætter med at sige efter jordskælvet, som med en styrke på 7,8 ramte det sydlige Tyrkiet og det nordlige Syrien mandag klokken 04.17 lokal tid. Der har siden været mange efterskælv.

* Fredag eftermiddag var dødstallet steget til over 21.000. Tyrkiet meldte om 18.342 døde, Syrien om 3377. Ifølge redningsfolk og pårørende er der stadig mange mennesker begravet i ruinerne.

* Antallet af kvæstede blev i Tyrkiet sat til 74.242. Der var ikke umiddelbart tal fra Syrien.

* Tyrkiske myndigheder og FN anslår, at 24,4 millioner mennesker i Tyrkiet og Syrien er berørt af skælvet.

* Der er tale om det mest dødbringende jordskælv i Tyrkiet siden 1939, da 33.000 mennesker omkom ved et skælv i den østlige Erzincan-provins.

 

Kilder: Reuters, AFP

/ritzau/

En ruindynge fra en sammenstyrtet bygning i Jandairis. At dømme efter legetøjet var her også små børn. Foto: Bakr Alkasem/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu