Høje leveomkostninger tvinger flere til at sove på gaden i London
Papkasser er blevet til et midlertidigt opholdssted for en af de mange personer, som ser sig nødsaget til at sove på gaden i London. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
De politiske målsætninger er uden for rækkevidde, og regeringen skal vågne op, hvis ikke flere skal ende på gaden i Storbritannien, advarer organisationer.
Ritzau RitzauJens Bjarke Alsing Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Når borgere går rundt om aftenen i Londons gader, er der større sandsynlighed for, at de ser folk sove på gaden end for et år siden.
Det går den gale vej i den britiske hovedstad og for de politiske ambitioner om, at ingen skal se sig nødsaget til at sove på gaden i England i 2024.
Det viser nye tal, der får en række organisationer til at råbe op og kræve løsninger.
3272 personer måtte en eller flere nætter sove på Londons gader mellem april og juni. Det er en stigning på ni procent sammenlignet med sidste år.
Det er "helt uden for rækkevidde" at nå målet om, at ingen skal sove på gaden i England i 2024. Det siger Rick Henderson, chef for hjemløseorganisationen Homeless Link.
Annonce
- Der er desværre ingen tegn på, at denne nedslående stigning i antallet af folk, som er nødt til at sove på gaden i London, stopper, siger han til dpa.
Han fortæller, at udviklingen har rod i, at der er stor mangel på lejeboliger, der er til at betale, og at hjemløseorganisationer mangler penge til at kunne huse flere om natten.
Francesca Albanese, politisk chef i hjemløseorganisationen Crisis, forudser, at endnu flere risikerer at ende på gaden.
- I takt med at leveomkostningerne stiger på tværs af landet, kan endnu flere mennesker blive tvunget ud i hjemløshed over de kommende måneder, medmindre der bliver gjort noget, siger hun til AFP.
Rick Henderson bemærker, at mange hjemløseorganisationer også lider under de højere leveomkostninger. Derfor må de skrue ned for deres hjælp, hvilket tvinger flere til at overnatte på gaden.
Whitechapel Mission i London sørger hver dag for morgenmad til 350 personer.
Leder af stedet Tony Miller beretter om lange køer og forudser, at endnu flere ryger på gaden, hvilket kan have livslange konsekvenser.
- Vores oplevelse er, at folk ikke er røget på gaden på grund af stoffer. De bliver udnyttet, når de ender på gaden, og bliver afhængige af stoffer, siger han til BBC.
Der kan gøres noget ved udviklingen, hvis regeringen virkelig gerne vil.
Der er mangel på lejeboliger, der er til at betale, mens også hjemløseorganisationer mangler penge til at give folk på gaden husly. Derfor ender flere med at måtte sove på Londons gader. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Det var coronapandemien et bevis på, fremhæver Nick Redmore, som er leder af Frelsens Hærs hjemløseafdeling.
Annonce
Coronaregler betød, at folk på gaden blev indlogeret på hostels, men nu er der ikke længere afsat penge til at finde husly til dem.
- De hurtige tiltag, som blev taget af regeringen for at sikre husning af folk fra gaden under nedlukningen, viste, hvad der kan opnås, når viljen er der.
- Medmindre regeringen erkender, at stigningen i antal folk på gaden også er en nødsituation, der kræver handling nu, så vil det ikke kun gå ud over folks liv, men belastningen på offentligheden vil også blive større, siger Redmore til dpa.
En talsperson for Londons borgmester, Sadiq Khan, kalder det "dybt bekymrende, at antallet af gadesovere stiger på tværs af landet, fordi leveomkostningskrisen skubber flere folk på gaden".
Talspersonen forsikrer om, at borgmesteren gør alt, hvad han kan, for at gøre noget ved problemet i London.
- Vi har brug for meget mere national handling fra regeringen og bedre samarbejde, hvis vi skal stoppe gadesovning i London, siger talspersonen til BBC.
Ifølge en talsperson for Londons borgmester gør man alt, hvad man kan, for at mindske antallet af gadesovere. Men det kræver national handling, hvis der for alvor skal ske noget på områdert, lyder det. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
/ritzau/
Udviklingen i tal
* I alt sov 3272 personer på gaden i den britiske hovedstad mellem april og juni i år. Det er en stigning på ni procent sammenlignet med sidste år.
* 1614 personer sov for første gang på gaden i samme periode. Det er en stigning på 12 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
* Af de 1614 personer var der to procent, som så sig nødsaget til at leve i en længere periode på gaden. 19 procent af dem sov på gaden mere end én nat, men gør det ikke længere. 79 procent af dem sov en enkelt nat på gaden.
* 411 personer levede fast på gaden i London mellem april og juni i år. Det er cirka samme antal som i samme periode sidste år.
* På tværs af Storbritannien tvinges flere til overnatninger på gaden på grund af højere leveomkostninger.
* Regeringen har et mål om, at der i 2024 ikke længere skal sove folk på gaden.
Seneste artikler
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud