Højesteretsdommer: Præsidenten er nu en konge hævet over loven
Sonia Sotomayor er en af tre liberale højesteretsdommere, som var imod beslutningen. De øvrige seks konservative dommere var for. (Arkivfoto). Foto: Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix
Liberal højesteretsdommer kritiserer i skarpe vendinger beslutning om ekspræsident Donald Trumps immunitet.
Den amerikanske præsident er nu reelt set en konge, der er hævet over loven.
Sådan lyder det fra dommer i den amerikanske højesteret Sonia Sotomayor efter domstolens beslutning mandag om ekspræsident Donald Trumps immunitet.
- Beordrer specialstyrkerne til at snigmyrde en politisk rival? Immun. Iværksæt et militærkup for at holde fast i magten? Immun. Modtag en bestikkelse i bytte for en benådning? Immun. Immun, immun, immun.
Med beslutningen fastslog højesteret, at Trump har en vis grad af immunitet for handlinger i sin præsidenttid.
Domstolen fandt, at tidligere præsidenter har immunitet for officielle handlinger, men ikke for handlinger, de har udført som privatpersoner.
Sotomayor er en af tre liberale højesteretsdommere, som var imod beslutningen. De øvrige seks konservative dommere var for.
Den 70-årige højesteretsdommer argumenterer for, at beslutningen reelt set indfører en straffri zone omkring præsidenten.
- I enhver brug af officiel magt er præsidenten nu en konge, der er hævet over loven, lyder det fra Sotomayer.
Højesteretsbeslutningen skete på baggrund af en sag, hvor Trump er tiltalt for forsøg på at ændre resultatet af præsidentvalget i 2020.
Sagen skulle oprindeligt være gået i gang ved en domstol i forbundshovedstaden Washington D.C. 4. marts. Den blev udsat på grund af spørgsmålet om Trumps immunitet.
På nuværende tidspunkt er der ikke fastlagt en ny startdato. Juraprofessor på Georgetown Universitet Erica Hashimoto vurderer, at der er nul chance for, at sagen bliver taget op før præsidentvalget 5. november.
Her skal republikaneren Trump med al sandsynlighed op mod præsident Joe Biden fra Demokraterne.
Biden kritiserer i en tale mandag højesterets beslutning.
- Nationen blev grundlagt efter princippet om, at der ikke er nogen konger i Amerika, lyder det fra Det Hvide Hus.
Højesterets beslutning markerer ifølge Biden et fundamentalt opgør med det princip.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker