Højrefløjsparti står stærkt før portugisisk valg trods flere skandaler
André Ventura er leder af det portugisiske højrefløjsparti Chega. Partiet står ifølge meningsmålingerne til fremgang ved valget 18. maj på trods af flere krimisager mod partimedlemmer. Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Det portugisiske højrefløjsparti Chega har oplevet modvind efter tre krimisager mod fremtrædende medlemmer, men står alligevel til fremgang ved søndagens valg.
Men i år er tre af partiets egne medlemmer blevet anklaget for kriminalitet.
Parlamentsmedlem Miguel Arruda er mistænkt for at have stjålet kufferter fra bagagebåndet i lufthavnen i den portugisiske hovedstad, Lissabon.
Han nægter sig skyldig, men har forladt Chega og er nu løsgænger i parlamentet.
Jose Paulo Sousa, et andet partimedlem, blev tidligere i år anholdt for spirituskørsel.
Efterfølgende lagde han en offentlig undskyldning ud på Facebook.
Også Nuno Pardal Ribeiro, der er Chegas vicepræsident i Lissabon-distriktet, er involveret i en sag.
Den 51-årige politiker er anklaget for at have betalt en 15-årig dreng for oralsex.
Den siddende premierminister, Luis Montenegro, står i spidsen for den politiske koalition Demokratisk Alliance (AD). Efter at han tabte en tillidsafstemning, udskrev han valg, hvor han igen stiller op. Foto: Armando Franca/Ritzau Scanpix
En lovovertrædelse, der kan give op til fem års fængsel.
Annonce
Til avisen Expresso sagde Ribeiro, at han ikke var klar over, at drengen var under 18 år.
Partiformand André Ventura har taget afstand fra alle tre sager.
I februar anerkendte han dog ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "det ikke er en god tid for partiet".
Men trods striben af skandaler ser Chegas situation før valget faktisk ganske god ud, hvis man alene ser på meningsmålingerne.
Her står partiet ifølge Reuters til at få 19 procent af stemmerne.
Ved det seneste valg i marts 2024 fik partiet 18 procent.
Det socialdemokratiske oppositionsparti Partido Socialista (PS) har Pedro Nuno Santos i spidsen. Han blev leder af partiet få uger før valget i marts sidste år. Foto: Filipe Amorim/Ritzau Scanpix
Chega, der er stiftet i 2019, står dermed til at holde fast i den markante fremgang, partiet har oplevet de senere år.
Dog har ugen op til valget budt på et par dramatiske episoder for Ventura.
Han faldt torsdag om under et vælgermøde. Videoer viser den 42-årige Ventura gribe sig til brystet og forsøge at løsne sit slips, før han synker sammen i armene på sine medarbejdere, som straks bærer ham væk.
Det var anden gang på få dage under valgkampen.
Annonce
Da han faldt om første gang, lød diagnosen på en form for krampe i spiserøret og forhøjet blodtryk. Der er ifølge læger foreløbigt ingen tegn på hjerteproblemer.
I toppen af meningsmålingerne ser hverken Demokratisk Alliance (AD) eller Partido Socialista (PS) ud til at få et parlamentarisk flertal alene.
AD er en politisk centrum-højre-koalition, som kom til magten ved sidste års valg med den siddende premierminister, Luis Montenegro, i spidsen.
Lederen af højrefløjspartiet Chega, André Ventura, er i fokus på en valgplakat med PS-leder Pedro Nuno Santos og AD-leder Luis Montenegro bag sig. - De har fejlet i 50 år. Giv mig en chance, står der. Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Men efter omtrent et år i jobbet tabte Montenegro i marts en tillidsafstemning i parlamentet.
Afstemningen kom efter anklager om interessekonflikter i premierministerens familieforetagende. Han endte med at udskrive valg.
Her stiller Montenegro op på ny.
AD's største rival ser igen ud til at blive socialdemokratiske PS med dets leder, Pedro Nuno Santos.
En politiker, som kommer til valget med sin egen bagage.
Han trådte tilbage som minister i 2022 efter ramaskrig, da staten betalte en stor erstatning til en topembedsmand i et statsejet flyselskab.
Sidste år dannede Montenegro en mindretalsregering med 80 pladser i parlamentet, der i alt har 230 pladser.
Annonce
Premierministeren har gentagne gange afvist nogen form for alliance med Chega på højrefløjen.
Selv hvis det bliver nødvendigt for at få flertal.
/ritzau/
Lederne af de tre store partier i Portugal
* Luis Montenegro er den siddende premierminister. Han står i spidsen for partiet Partido Social Democrata (PSD) og den politiske koalition AD. Efter en tabt tillidsafstemning i parlamentet har han udskrevet valg.
* Pedro Nuno Santos har været leder af oppositionspartiet Partido Socialista (PS) i godt et år.
* André Ventura er leder af højrefløjspartiet Chega. Han er kendt som tidligere sportskommentator og stiftede selv partiet, hvis navn på dansk kan oversættes til "Nok", i 2019. Partiet beskrives som populistisk og systemkritisk.