Højreradikale ledere skal afhøres efter stormløb på Kongressen
Formand for den højreradikale gruppe Proud Boys Henry Tarrio skal møde for Repræsentanternes Hus og afgive forklaring om angrebet på den amerikanske kongres den 6. januar. (Arkivfoto) Foto: Allison Dinner/Ritzau Scanpix
Allison Dinner/Ritzau Scanpix
Repræsentanternes Hus har indkaldt en række højreradikale ledere, efter at demonstranter stormede kongressen.
Henry Tarrio, som er formand for den amerikanske højreradikale gruppe Proud Boys, skal afgive forklaring til Repræsentanternes Hus om stormløbet på Kongressen den 6. januar.
Det sker, efter at et udvalg i Repræsentanternes Hus, som undersøger sagen, har stævnet ham.
Sagen handler om en voldsom demonstration blandt tilhængere af den tidligere præsident Donald Trump, som endte i et decideret stormløb mod den amerikanske regeringsbygning.
Demonstranterne mente, at valgsvindel havde gjort, at Donald Trump tabte valgkampen til demokraten Joe Biden, som nu er præsident.
Stormløbet udviklede sig yderst voldeligt, og flere mennesker mistede livet under hændelserne. Knap 700 mennesker er siden blevet sigtet for angrebet.
Tarrio sidder i øjeblikket i fængsel og blev ifølge The Washington Post for nylig nægtet at afsone resten af sin straf på fem måneders fængsel i hjemmet.
Bennie Thompson, som er formand for udvalget i Repræsentanternes Hus, der undersøger sagen, mener, at en afhøring af Tarrio kan gøre det klarere, hvordan angrebet kunne gå til.
- Vi mener, at de personer og foreninger, som vi har stævnet i dag, har relevant viden om, hvordan volden udbrød i regeringsbygningen og forberedelserne til angrebet, siger han.
Henry Tarrio er ikke den eneste, som skal møde for udvalget i Repræsentanternes Hus.
Også Elmer Steward Rhodes, som er præsident for gruppen Oath Keepers, skal møde til afhøring i Repræsentanternes Hus.
Robert Patrick Lewis, som er formand for en forening, der før har tjent som sikkerhedsvagter ved Donald Trump-begivenheder, er også blevet indkaldt.
Ifølge udvalget i Repræsentanternes Hus skrev han inden angrebet på Kongressen på det sociale medie Twitter, at "i dag er dagen, hvor den sande kamp begynder".
Alle stævningerne involverer desuden dokumenter, som Repræsentanternes Hus kræver at få adgang til.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker