Holdningsskift i Sverige: Flertal ønsker færre flygtninge
I løbet af efteråret er der sket et skred i svenskernes indstilling til at tage imod flygtninge, viser måling.
I løbet af tre måneder er holdningen blandt svenskerne til, hvor mange flygtninge landet skal modtage, ændret.
En ny meningsmåling i avisen Dagens Nyheter viser, at over halvdelen af svenskerne nu mener, at Sverige skal tage imod færre flygtninge.
- Virkeligheden har ændret sig, konstaterer Nicklas Källebring, analytiker hos Ipsos, der har lavet målingen.
I år har Sverige modtaget flere asylansøgere end nogensinde før, og "flygtningekrisen har været det dominerende politiske spørgsmål i 2015", skriver det svenske dagblad.
Omkring 170.000 mennesker vil, inden året er omme, have søgt om asyl. Både statslige myndigheder og kommuner har talt om, at tilstrømningen lægger pres på samfundet.
En række tiltag fra den svenske regering skal mindske antallet af flygtninge. Blandt andet indføres der efter nytår id-kontrol for passagerer på tog og busser, der kommer fra Danmark.
Det er fjerde gang i år, at Dagens Nyheter og Ipsos undersøger holdningen til flygtninge i befolkningen.
Mest positiv var svenskernes opfattelse i september. Da mente 44 procent, at Sverige skulle tage imod flere flygtninge, mens 30 procent var af den modsatte opfattelse.
Men allerede måneden efter var holdningen mere negativ. Da sagde 42 procent, at tilstrømningen var for voldsom.
Den andel er i decembermålingen øget yderligere. Nu svarer 55 procent, at Sverige bør modtage færre flygtninge.
- Dybest set har svenskerne en ganske generøs holdning til at modtage flygtninge, men det er betinget af, at det virker, siger Nicklas Källebring fra Ipsos til Dagens Nyheter.
Holdningsskiftet i befolkningen kan skyldes, mener han, at der har været problemer med at håndtere modtagelsen af de mange flygtninge. En generel bekymring for, hvad de langsigtede konsekvenser af den store tilstrømning får for Sverige, kan også spille ind.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker