Hollændere får snigpremiere på F-35-kampfly
Amerikanske fly skal testes for lydgener, og for hvordan de passer ind i det hollandske flyvevåbens hangarer.
Mens Folketinget står forud for forhandlinger om, hvordan det danske flyvevåben fremover skal se ud, har de i Holland gjort, som den danske regering anbefaler og afgivet en ordre på en række amerikanske F-35-fly.
Mandag aften landede de første to ud af i alt 37 bestilte fly i Holland - i første omgang dog kun til låns.
Både landets forsvarsminister og flere flyspottere var til stede, da de to fly første gang fik europæisk jord under hjulene på flybasen i Leeuwarden.
Flyene blev fulgt fra nærmeste hold af den hollandske forsvarsminister, Jeanine Hennis-Plasschaert, der fra sin plads i et privatfly eskorterede de to investeringer på plads, inden hun hilste på piloterne.
Otte timer tidligere var de to fly lettet fra den amerikanske østkyst, hvorefter de fløj turen over Atlanten med flere optankninger af brændstof i luften undervejs.
F-35-flyene har oplevet flere tekniske problemer og forventes først at være færdigudviklet i 2018. En eventuel dansk ordre vil, hvis et flertal i Folketinget bakker op om regeringens anbefaling, først være fuldt operativ i 2027.
De to fly i Holland skal i den kommende tid på mindst otte prøveflyvninger for at teste alt fra flyenes lydeffekt på det omkringliggende miljø, til hvordan flyene passer ind i det hollandske flyvevåbens hangarer.
Senere på sommeren vil flyene deltage ved et flyshow i Leeuwarden samt det internationale flyshow i Farnborough i England. Derefter vender de hjem til en base i Californien, USA.
De to F-35-fly er samlet i USA, og ifølge producenten Lockheed Martins F-35-talsmand, Michael Rein, er det første gang, at flytypen lander i Nordeuropa. Tidligere har et italiensk samlet F-35-fly fløjet over Atlanten.
Ifølge det hollandske medie Nos var hundredvis af flyinteresserede mødt op for at se de nye kampfly for første gang i Holland. Til ære for de interesserede fløj flyene lavt over basen, før de landede.
Flere hollandske medier skriver, at ud over de fremmødte fulgte mere end 75.000 de to flys ankomst via en livestream på det hollandske forsvarsministeriums hjemmeside.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde