Holland flager på halv efter flytragedie
Hollandske regeringsbygninger vil flage på halv, efter at et fly med flere end hundrede hollændere om bord torsdag blev skudt ned i det østlige Ukraine
Den hollandske premierminister, Mark Rutte, kalder det en af de værste - hvis ikke den allerværste - flykatastrofe i landets historie.
Mindst 154 hollændere var i blandt de 295 personer om bord på flyet fra Malaysia Airlines, der var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.
- Hele Holland sørger. Denne smukke sommerdag er endt på den mest sorte måde, siger Mark Rutte, der har afbrudt sin ferie i det sydlige Tyskland oven på nyheden om ulykken.
På et pressemøde i Amsterdams Schiphol Lufthavn kom det frem, at der desuden var 27 australiere, 23 fra Malaysia, 11 fra Indonesien, seks briter, fire tyskere, fire belgiere, tre fra Filippinerne samt en person fra Canada blandt de omkomne.
De franske myndigheder har oplyst, at der skulle have været fire franskmænd om bord på flyet, men det er endnu ikke bekræftet af flyselskabet.
Der mangler endnu at blive redegjort for nationaliteten på 47 personer på flyet.
Huib Gorter, en Malaysia Airlines-chef i Europa, oplyser, at selskabet stiller støtte til rådighed for de pårørende, som blandt andet har mulighed for at blive fløjet fra Amsterdam og Kuala Lumpur til Ukraines hovedstad, Kijev.
- Man kan ikke forestille sig, hvad der sker inde i disse folk lige nu, lyder det fra Huib Gorter.
Der er endnu ingen, der har taget ansvaret for nedskydningen af Boeing 777-flyet. Regeringen i Kijev mener, at prorussiske separatister står bag, mens oprørerne erklærer sig uskyldige.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned