Mens De Radikale og Enhedslisten herhjemme vil benytte deres nyvundne indflydelse til at kæmpe for en mere lempelig udlændingepolitik, er situationen i Holland en anden.
Her går asylpolitikken nemlig mod nye stramninger.
- Det er et udtryk for en generel udvikling med stramninger på udlændingeområdet, som vi har set i store dele af Europa og endda i ret skrap grad i Danmark.
Det siger seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) Ninna Nyberg Sørensen.
Hollands premierminister, Mark Rutte, fra det konservative-liberale parti VVD udtalte efter et ministermøde i weekenden, at Hollands udlændingepolitik nu bliver "mere selektiv og mere restriktiv".
Stramninger, der især skyldes, at Rutte i sin centrum-højre regering er afhængig af støtte fra den omstridte og antiislamiske Geert Wilders og hans Frihedsparti, forklarer professor fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard.
- Holland fik et valg sidste år, som minder om det, vi havde herhjemme i 2001, hvor et højreorienteret parti kommer ind og bliver nødvendigt støtteparti for en borgerlig regering. Med dertilhørende krav. Og det er det, vi nu begynder at se, siger han.
Ifølge Nanna Nyberg Sørensen fra Diis skal Geert Wilders dog ikke tro, at han kan fortsætte sin politiske linje uden forbehold.
- Jeg tror, vi kommer til at se et opgør med det i Holland på et tidspunkt. Forskning tyder på, at civilsamfundet organiserer sig til fordel for en mere human flygtningepolitik, når politikken bliver for stram, siger hun.
Et synspunkt, som professor Peter Nedergaard støtter.
- Stramningerne kan kun nå et vist niveau. Wilders vil forsøge at få flere og flere stramninger, men hvis de overskrider, hvad der er opbakning til i befolkningen, så kan det give bagslag, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker