Francois Hollande får flest stemmer ved første runde af en afstemning om, hvem der skal være det franske Socialistpartis kandidat ved præsidentvalget i Frankrig næste år. Det viser foreløbige resultater.
Den 57-årige Hollande, der er tidligere leder af Socialistpartiet, står til at få 39 procent af stemmerne.
Nummer to blev den nuværende leder af partiet, Martine Aubry, der står til 31 procent.
Ifølge en meningsmåling i avisen Le Monde vil både Hollande og Aubry kunne slå præsident Nicholas Sarkozy sikkert ved første runde af præsidentvalget 22. april næste år.
Frankrigs dårlige økonomi og Sarkozys ekstravagante stil gør hans fremtid i Elysee-palæet usikker, siger iagttagere.
Søndag den 16. oktober afgøres det i anden afstemningsrunde, hvem der skal være Socialistpartiets kandidat til præsidentvalget.
- Den vindende kandidats opgave bliver at slå højrefløjen, og få den yderste højrefløj sat uden for indflydelse, sagde Hollande før den første afstemning søndag.
Nummer tre ved afstemningen blev globaliseringsmodstanderen Arnaud Montebourg med 17 procent af de afgivne cirka to millioner stemmer.
Socialistpartiets præsidentkandidat i 2007, Segolene Royal, blev kun nummer fire og er uden chance for at blive partiets præsidentkandidat igen. Royal er Hollandes tidligere partner og mor til hans fire børn.
Afstemningen, der foregik ved cirka 10.000 stemmesteder over hele Frankrig, er ifølge meningsmålingerne et lille præsidentvalg, da Socialisterne står til at vinde præsidentvalget næste år.
Ved afstemningen kunne alle, der sagde, de sympatiserer med venstrefløjens idéer og lagde én euro, stemme.
Hollande har aldrig været minister. Men han er en hårdt arbejdende politiker, der mener, at krisen skal bekæmpes med flere offentlige investeringer og højere skatter for de rige.
Aubry, der er datter af den tidligere EU-kommissionsformand Jacques Delors, har i sin valgkampagne lagt stor vægt på EU. Hun siger, at Frankrig og Tyskland må stå i spidsen for nødvendige reformer i Europa.
Frankrigs seneste socialistiske præsident var Francois Mitterrand i perioden 1981-1995.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker