Hollande, som er det første socialistiske statsoverhoved i Frankrig siden François Mitterrand, blev modtaget af den afgående præsident, Nicolas Sarkozy, på Elysée-paladsets trappe, da han ankom til sit nye residens.
Forud for en kort ceremoni, hvor Sarkozy overdrog Hollande koder til de franske atomvåben og andre hemmelige dokumenter, blev den socialistiske leder taget i ed ved en kort ceremoni foran omkring 400 gæster.
I en kort tale erklærede han, at han vil være præsident for hele Frankrig, og han lovede at styrke demokratiet.
- Magten vil i statens top blive udøvet med værdighed og enkelhed, fastslog han og lover, at han vil finde "en ny sti", hvoraf EU kan ledes ud af dets nuværende krise.
Sarkozy og hans kone, Carla Bruni, blev forud for ceremonien ført ud til en ventende bil af Hollande og den nye førstedame, Valerie Trierveiler. Den afgående førstedame udvekslede kindkys med sin afløser.
Efter ceremonien køres Hollande i åben bil op til Triumfbuen på Champs Elysées.
Ud på eftermiddagen haster Hollande til Berlin til et med spænding imødeset besøg hos forbundskansler Angela Merkel. Forholdet til den tyske regeringschef kan blive afgørende for hele EU-samarbejdet i de kommende år.
Der er lagt op til en konflikt om økonomi og gældskrise, men de fleste iagttagere venter, at de to ledere vil nå frem til en forståelse.
De tre største udfordringer bliver at finde en balance i partnerskabet med Tyskland, at få rettet op på den franske økonomi og den dybe og vedholdende euro-krise.
Hollandes fire børn, som han har sammen med Ségolène Royal, der tabte præsidentvalget til Sarkozy for fem år siden, var ikke til stede i præsidentpaladset ved indsættelsesceremonien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde