Hollandes besked til grækerne: Vis at I kan
Grækenland skal blive i euro-samarbejdet, men er nødt til at demonstrere vilje til at mindske landets budgetunderskud.
Den besked fik den græske premierminister, Antonis Samaras, da han lørdag under et besøg i Paris mødtes med den socialistiske præsident Francois Hollande.
Det var en lignende besked, som Samaras fik fredag, da han under et møde i Berlin med forbundskansler Angela Merkel appellerede til forståelse for de store sociale konsekvenser, som gældsplanen har i Grækenland.
- Grækenland er i eurozonen, og Grækenland skal forblive i eurozonen, men det er fortsat nødt til at demonstrere et troværdigt program og vilje fra dets lederes side til at gå hele vejen, samtidig med at det gøres på en måde, der kan tåles af befolkningen, sagde Hollande efter et møde i Elysee-palæet.
Samaras svarede, at "Grækenland vil klare det og forblive i eurozonen".
Den græske premierminister var mødt op i Berlin og Paris med et ønske om at få løsnet kravene til sit dybt forgældede land.
I et interview til den tyske avis Bild tidligere på ugen sagde han, at Grækenland ikke beder om penge, men mere tid til at efterleve den gældsplan, der er aftalt med euro-landene og Den Internationale Valutafond (IMF).
Merkel var ikke klar til at give ved dørene. Hun fortalte Samaras, at aftalen skal holdes.
Der var imidlertid en nuance i Hollandes reaktion ved at gøre opmærksom på, at de voldsomme besparelse skal kunne "tåles af befolkningen" i Grækenland.
Hollande sagde, at euro-landene nu afventer en rapport fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF om græsk efterlevelse af gældsplanen eller mangel på samme.
Først da kan "Europa gøre, hvad det må gøre", lød det fra Hollande uden nærmere forklaring.
Mange økonomer mener, at Grækenlands gældsproblemer er så store, at det formentlig ender med en græsk exit fra euroen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned