Hollands berømte tulipaner får flere og flere problemer med vejret
Mørke skyer trækker sig sammen over tulipanproduktionen i Holland. Tulipanproducent Arjan Smit siger, at han mister flere og flere tulipanløg på grund af klimaforandringer. Foto: Nick Gammon/Ritzau Scanpix
Hollands producenter af tulipaner slår alarm. Det bliver sværere at dyrke de verdenskendte blomster, for vejret arter sig ikke. Nu er der også brexit-problemer.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Arjan Smit kaster et blik på sin tulipanmark. Et hav af røde og lyserøde tulipaner.
Han har dyrket tulipaner i hele sit voksne liv på marker, der først blev dyrket af hans bedstefar i 1940.
Nu er det en familievirksomhed, og den 55-årige Smit er bekymret.
De igangværende klimaforandringer giver ham problemer.
- Klimaet har forandret sig. Vi mærker det. Vi har flere våde perioder. I fjor var det bare regn, regn, regn, og nu ser vi resultatet.
Annonce
Set på afstand er markerne et perfekt tulipanbillede. Som et af de billeder, der er i hollandske turistbrochurer, og som tiltrækker turister fra hele verden.
Men tættere på viser Smit hullerne. Mudderhuller, hvor der ikke er tulipaner. De overlevede ikke regnen.
- Det er nogle gange svært. Forrige vinter var meget våd. I vores område mistede vi otte eller ni procent af vore tulipanløg. De gik til i regnen, siger han.
- Og vi plantede fire procent færre end normalt. Det betyder, at vi minimum har 13 procent færre nye tulipanløg.
Det globale klima bliver i disse år varmere. Atmosfæren indeholder mere vand, og det giver mere våde vintre.
Og de højere temperaturer betyder et varmere forår og en varmere sommer i Holland. Det er en dødelig kombination for tulipaner og for tulipanproducenter.
- Da jeg begyndte for 30 år siden, måtte vi vande marker to eller fire gange i en forårssæson, fortæller Smit.
- I de seneste 10 år har vi nogle gange været nødt til at vande hver uge. Det er 10 gange på et forår. Det er meget dyrt.
Arjan Smit producerer 11 millioner tulipaner af alle sorter året rundt. Både udendørs og i et stort drivhus.
Holland er kendt for blandt andet sine tulipaner og vindmøller. Foto: Nick Gammon/Ritzau Scanpix
En del af problemerne blev åbenbaret, da nyhedsbureauet AFP forleden var forbi hans bedrift. Høj sol, bidende vind, kraftig regn og en haglbyge - alt sammen på én dag.
Annonce
Det giver tulipanerne en "svær situation". Med så våd en vinter søger rødderne ikke tilstrækkeligt langt ned i jorden for at finde vand.
Så kommer et tørt forår og en tør sommer, og så er problemet der.
- Jeg er bange for, at de i en varm periode ikke vil have tilstrækkeligt med dybe rødder til at nå det vand, de skal bruge, og så vil de dø, og vi får en dårlig høst.
Klimaforandringerne er et langvarigt problem for de hollandske tulipaner, men der er også andre og mere umiddelbare trusler.
Den ene er begyndt tirsdag den 30. april. Det er en britisk grænsekontrol, der kommer i forlængelse af brexit, Storbritanniens farvel til EU i 2020.
Nu er der indført fysisk grænsekontrol af blomster og planter, der skal ind i Storbritannien.
Tulipaner fås i mange farver. Billedet er fra byen Tonami i Japan, hvor der i øjeblikket er tulipanfestival. Foto: Noboru Hosono/Ritzau Scanpix
Tulipanhandlere på begge sider af grænsen frygter for forsinkelser og beskadigede produkter i processen.
Tim Rozendaal fra Hollands Blomsterforbund (VGB) siger, at der er "usikkerhed om ventetid" og "endnu ikke tilstrækkelig" kapacitet til kontrollen.
Der er rapporter om, at britiske havecentre har opbygget et lager af blomster op til den nye kontrol.
Arjan Smit vurderer, at 80 procent af hans tulipaner eksporteres.
Annonce
Han sælger direkte til en eksportør, og enhver forsinkelse ved grænsekontrollen er "katastrofal" for blomsterne.
/ritzau/
Vi har brug for blomster
Trods mørke skyer over tulipanbranchen regner Arjan Smit med at klare den.
* Han mener, at blomster har en positiv effekt på mennesker. Han har doneret blomster til byen Butja i det krigsramte Ukraine.
* Senere har indbyggere i byen fortalt ham, at blomsterne hjalp på deres psykiske helbred.
- Folk kan sige, hvad de vil. Vi har brug for blomster, siger Smit.
Kilde: AFP.
/ritzau/
Arjan Smit producerer hvert år omkring 11 millioner tulipaner. 80 procent af dem eksporteres. Foto: Nick Gammon/Ritzau Scanpix
Dette er en af de tulipanmarker, der er blevet skadet af vejret, fortæller Arjan Smit. Den megen regn har flere steder forvandlet marken til mudder uden planter. Foto: Nick Gammon/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Dropper kirkegård: Stigende interesse for at blive begravet i skoven
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Lynnedslag i landejendom