Holland var søndag i chok, efter en 24-årig mand dræbte seks personer og sårede 11 andre i et indkøbscenter i byen Alphen aan den Rijn.
- Holland har mistet sin uskyld, lyder en af de tusindvis af beskeder, der er skrevet i en elektronisk kondolencebog på internettet.
- Hvorfor? Vi er i vildrede og chokerede, skriver en hollænder.
Rundt om i landet holdt kirker søndag mindegudstjenester for ofrene, hvoraf nogle ikke er endeligt identificeret.
Den 24-årige gerningsmand, som myndighederne har identificeret som Tristan van der Vlis, gik ifølge øjenvidner stille og roligt gennem indkøbscentret, mens han skød med et automatvåben mod de handlende.
Derefter begik han selvmord med et andet våben, efter han havde brugt alle skud i magasinet på automatvåbnet.
Den hollandske statsanklager oplyste søndag, at gerningsmanden har efterladt et afskedsbrev til sin mor, men brevet rummer ikke noget, der kunne forklare motivet for hans handling.
Van der Vlis var medlem af en skydeklub, havde våbentilladelse og ejede tre skydevåben.
Anklager Kitty Nooy siger, at politiet fandt et brev i van der Vlis' bil, hvor der stod, at der var bomber i en række andre indkøbscentre.
Det fik politiet til omgående at evakuere tre indkøbscentre og de omkringliggende huse i regionen, men der blev ikke fundet sprængstoffer nogen steder.
Politiet anholdt sent lørdag en 17-årig dreng, der i en besked på internettet havde advaret om, at blodbadet i Alphen aan den Rijn "snart kan blive gentaget".
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker