En rolig dag i et indkøbscenter i en hollandsk by forvandlede sig til et blodbad, da en mand pludselig åbnede ild med et maskingevær og dræbte fem mennesker, før han begik selvmord. Skyderiet førte øjeblikkeligt til vild panik blandt de handlende.
Det fortæller en kvinde, som var til stede i centret, til det tyske telegrambureau dpa.
- Pludselig begyndte han at skyde vildt omkring sig. Vi løb for livet. Man kunne bare høre "da da da da". Forfærdeligt. Alle gik i panik og kravlede rundt på hinanden, fortæller kvinden om den chokerende oplevelse.
Ifølge borgmesteren i den lille by, Alphen aan den Rijn 40 kilometer syd for Amsterdam, Bas Eenhoorn, var gerningsmanden helt rolig, da han kom ind i De Ridderhof-shopping-centret. Ifølge vidner havde han lyst hår, blå øjne og var temmelig høj.
Men pludselig begyndte han at skyde, og nåede at dræbe adskillige mennesker, inden han rettede skydevåbnet mod sig selv og trykkede af.
Efter den dramatiske begivenhed er der blevet oprettet et krisecenter for øjenvidner til episoden og familie til ofrene i en kirke tæt ved gerningsstedet.
- Vi føler med alle de sårede og familiemedlemmer til ofrene for dette ubegribelige angreb på en dag, der begyndte så fuld af solskin, siger borgmester Bas Eenhorn.
Ifølge borgmesteren blev to mennesker dræbt ved et skyderi i byen for mindre end en måned siden. Om der er nogen sammenhæng mellem de to skyderier, vides endnu ikke.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde