Hollywoodstjerner havde hovedroller i russisk poker
Nogle kan måske spekulere over, hvad rige amerikanere mon bruger deres penge til.
Et muligt svar kan komme ved en domstol på Manhattan i New York.
Her har USA's føderale anklagemyndighed fremlagt et anklageskrift mod en russisk mafiaboss og 33 andre, der nu er sigtet for at organisere ulovligt pokerspil med store indsatser.
En anden del af anklagen går også på, at russiske oligarker via et spilleselskab i USA og en bank i Cypern har vasket penge hvide.
Det er en sag, der har udløst stor interesse i amerikanske medier.
Spillefuglene er blandt andet fra Hollywood, men myndighederne har ikke nævnt navne.
Pokerspillerne er heller ikke sigtet i sagen, men det er til gengæld andre prominente folk.
Anklagemyndigheden mener, at bagmanden er den russiske mafiaboss Alimsjan Tokhtakhounov.
Det er en mand, som USA også sigtede i 2002. Han var da mistænkt for forsøg på at bestikke dommere ved konkurrencen i kunstskøjteløb ved vinter-OL i Salt Lake City.
Han er aldrig retsforfulgt i sagen, da han ikke har været i USA.
Anklageskriftet blev fremlagt i tirsdags. Da blev der samtidig anholdt adskillige personer flere steder i USA.
Blandt de anholdte er Hillel Nahmad, international kunsthandler i New York. Han er nu sigtet for at have drevet den ulovlige pokeroperation i USA for Tokhtakhounov.
Anklageskriftet siger, at Tokhtakhpounovs rolle i pokersagen har været, at hans omdømme som mafiaboss kunne bruges "til at løse tvister med klienter".
Nahmad er måske ikke særlig kendt blandt almindelige mennesker, men i det internationale kunstnermiljø regnes han og hans familie ifølge New York Times for at være blandt de mest indflydelsesrige - og mest velhavende.
En af de, der har styret operationerne i USA, er ifølge FBI den 52-årige Vadim Trincher. Han blev også anholdt tirsdag.
Anklagerne har fortalt i retten, at der i forbindelse med anholdelsen blev beslaglagt 75.000 dollar og for to millioner jetoner fra et kasino i Las Vegas hos Trincher.
Han har forklaret, at pengene er fra lovligt spil.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde