Honduras erklærer undtagelsestilstand efter valguroligheder
Optællingen af stemmer fra sidste weekends præsidentvalg i Honduras er blevet voldsomt forsinket angiveligt grundet tekniske problemer, og det har fået oppositionen til at beskylde regeringen for valgsvindel. Foto: /ritzau/AP/Rodrigo Abd
/ritzau/AP/Rodrigo Abd
Mindst én demonstrant er dræbt, og flere end 20 andre er såret, i kølvandet på sidste weekends præsidentvalg
Myndighederne i Honduras har erklæret undtagelsestilstand. Det sker, fordi der er opstået vold og uroligheder i landet efter søndagens præsidentvalg, som fortsat ikke er afgjort.
Det skriver nyhedsbureauet AFP sent fredag aften lokal tid.
Mindst én demonstrant er dræbt, og flere end 20 andre mennesker er såret, i kølvandet på sidste weekends præsidentvalg.
Optællingen af stemmer er blevet voldsomt forsinket angiveligt grundet tekniske problemer, og det har fået oppositionen til at beskylde regeringen for valgsvindel.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere fredag oplyste en valgdomstol i det mellemamerikanske land, at myndighederne ville offentliggøre valgresultatet fredag aften klokken ni lokal tid. Kort efter klokken elleve er det endnu ikke sket.
Efter søndagens valg var Honduras' USA-venlige præsident, den konservative Juan Orlando Hernandez, hurtigt ude at erklære sig som sejrherre.
Efterfølgende viste en måling dog overraskende en føring på fem procentpoint til den venstreorienterede udfordrer, Salvador Nasralla.
Efter en pludselig pause i optællingen mandag indhentede Hernandez føringen. Ifølge Reuters er det sent fredag aften lokal tid færre end 50.000 stemmer, der skiller de to.
I kølvandet på foreløbige resultater onsdag, der gav Hernandez 42,21 procent mod Nasrallas 42,11 procent, sagde den 64-årige Salvador Nasralla, der er sportsjournalist og en populær tv-vært i Honduras, at "resultatet har ingen gyldighed".
Nasralla, der i 2012 stiftede antikorruptionspartiet Partido Anticorrupción, har opfordret de omkring 500 internationale valgobservatører i Honduras til at oprette en særlig undersøgelseskommission.
- Ellers vil Hernandez stjæle sejren, og det vil jeg ikke tolerere, sagde han onsdag.
49-årige præsident Juan Orlando Hernandez, der står i spidsen for det nationale parti Partido Nacional de Honduras, stiller op til genvalg.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker