Roberto Micheletti, overgangspræsidenten i Honduras, står urokkeligt fast på sin modstand mod, at landets afsatte præsident vender hjem.
Overgangsregeringen i Honduras meddeler, at onsdagens planlagte forhandlinger om en løsning på den politiske strid i landet er blevet udsat. I mellemtiden arbejder Costa Ricas præsident, Oscar Arias, på et nyt mæglingsforslag.
- Vi venter på en opringning, siger Carlos Lopez, Honduras' midlertidige udenrigsminister og forhandler, til en lokal tv-station.
USA har advaret overgangsregeringen om, at den risikerer at miste økonomisk støtte, hvis der ikke bliver indgået en aftale med landets afsatte præsident, Manuel Zelaya, om at genetablere det demokratiske styre i landet.
Micheletti har afvist at tillade Zelaya at fortsætte som Honduras' præsident, til hans embedsperiode udløber i januar næste år.
Søndag brød forhandlingerne sammen i Costa Ricas hovedstad, San José, hvor præsident Arias har forsøgt at få tilslutning til en syvpunkts plan om politisk forsoning.
Efter to dages forhandlinger meddelte Zelayas delegation søndag, at den ikke vil fortsætte forhandlingerne. Men den antydede, at mæglingsbestræbelserne muligvis kan genoptages på et senere tidspunkt.
USA har støttet forhandlingerne, der blev gennemført i Arias' præsidentbolig i San José. Arias modtog i 1987 Nobels fredspris for sit arbejde for at bringe borgerkrigene i Mellemamerika til en afslutning.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker