Hongkong-aktivister efter anholdelse: Vi lader os ikke skræmme
Joshua Wong, der allerede som 17-årig i 2014 var med til demonstrationer, lader sig ikke slå ud af anholdelse.
De to prominente Hongkong-aktivister Joshua Wong og Agnes Chow har ikke tænkt sig at stoppe deres protester, til trods for at de fredag blev anholdt.
Det siger de senere fredag, efter at de er blevet løsladt mod kaution.
Joshua Wong, der står i spidsen for den prodemokratiske organisation Demosistō, anklager regeringen for såkaldt hvid terrorisme.
Det refererer til en blodig aktion mod politiske afhoppere i Taiwan i 1949.
- Vi kan tydeligt se, at regimet (i Kina, red.) og Hongkongs regering forsøger at skabe en hvid terrorisme for at skræmme folk i Hongkong til ikke fremover at deltage i den sociale og demokratiske bevægelse.
- Men folk vil ikke give op eller blive skræmt af denne hvide terrorisme, lyder det fra protestlederen Joshua Wong.
Han blev angiveligt med magt tvunget ind i en minivan på gaden ved højlys dag, da han fredag blev anholdt. Det oplyser Demosistō.
Wong og Agnes Chow står over for anklager i forbindelse med en demonstration i juni. De anklages for at opfordre andre til at deltage i en ulovlig forsamling og for selv at deltage i en ulovlig forsamling.
Wong anklages desuden for at arrangere demonstrationen.
Også andre politiske aktive profiler er blevet anholdt i Hongkong.
Det drejer sig blandt andre om lederen af separatistpartiet Hong Kong National Party, Andy Chan, og politikeren Cheng Chung-tai.
Hongkong har de seneste tre måneder været præget af politisk uro og enorme - og til tider voldelige - demonstrationer.
22-årige Joshua Wong har spillet en central rolle i at mobilisere modstand mod både et omstridt lovforslag, der var startskuddet til demonstrationerne, og mod regeringslederen Carrie Lam.
Hun ses af modstandere som Kinas forlængede arm i Hongkong.
Anholdelsen af Joshua Wong sker dagen før femårsdagen for Kinas afvisning af retten til at vælge regeringschef ved frie valg.
Det skulle oprindeligt have fundet sted første gang i 2017.
Men i 2014 ombestemte Kommunistpartiet i Kina sig. En afstemning var i orden, men kun hvis kandidaterne på forhånd var godkendt af regeringen i Beijing, mente partiet. I stedet blev Carrie Lam indsat.
Beslutningen udløste massedemonstrationer i 79 dage for demokrati i Hongkong med tilnavnet Paraplybevægelsen. Den var hovedsageligt ledet af unge aktivister, heriblandt den dengang kun 17-årige Joshua Wong.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet