Hongkong dropper stribevis af coronaregler med én dags varsel
Hongkongs leder, John Lee (til venstre), betragtes som en pro-kinesisk politiker, der blandt andet skal være med til at rykke Hongkong endnu tættere på Kina. Her ses han sammen med Kinas præsident, Xi Jinping (til højre). Foto: Li Tao/Ritzau Scanpix
Fra torsdag afskaffer Hongkong stort set alle coronarestriktioner på nær krav om mundbind.
Hongkong dropper allerede fra torsdag 29. december en lang række coronarestriktioner, som ellers har været fast inventar under pandemien.
Det meddeler Hongkongs leder, John Lee, onsdag.
Blandt andet vil det ikke længere være et krav, at internationale rejsende skal fremvise en negativ pcr-test ved ankomst til landet.
- Byen har opnået en relativt høj vaccinationstilslutning, hvilket er med til at skabe et godt værn mod epidemien, siger John Lee.
Lokale medier begyndte natten til onsdag at berette om lempelserne. De blev bekræftet på et pressemøde onsdag klokken 08.30 dansk tid.
John Lee fortæller her også, at man dropper reglen om brug af coronapas i Hongkong. Desuden skal man ikke længere isolere sig, hvis man er nærkontakt, og der er heller ingen begrænsning på forsamlinger.
Der vil fortsat være krav om at bære mundbind flere steder, men tiltag om at holde fysisk afstand til hinanden vil ikke længere blive håndhævet.
- Hongkong har rigelig medicin til at bekæmpe corona, og sundhedsansatte har fået god erfaring med at håndtere pandemien, lyder det fra John Lee.
Hongkongs lempelser kommer i kølvandet på lempelser fra Kina.
Efter en tid med omfattende demonstrationer i Kina har den kinesiske regering besluttet sig for at fjerne mange af de restriktioner, der har præget landet under de cirka tre år med coronapandemi.
Hongkongs leder, 65-årige John Lee, har siddet på posten i lige knap et halvt år. Han overtog 1. juli fra Carrie Lam, der havde været leder i fem år.
John Lee betragtes som en pro-kinesisk politiker, der blandt andet skal være med til at rykke Hongkong endnu tættere på Kina.
Hongkong har under hele coronapandemien langt hen ad vejen fulgt Kinas retningslinjer og haft meget omfattende coronarestriktioner.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker