Hongkong lægger omstridt lovforslag om udlevering i graven
Der var store protester i området Mong Kok i Hongkong, efter at et lovforslag af borgere til retsforfølgelse i Kina blev præsenteret. (Arkivfoto) Foto: Thomas Peter/Reuters
Thomas Peter/Reuters
Et lovforslag om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina har skabt store protester i Hongkongs gader.
Efter massive protester trækker Hongkong et omstridt lovforslag om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina tilbage.
Det oplyser Hongkongs øverste politiske leder, Carrie Lam, på en pressekonference tirsdag.
- Der er stadig en varig tvivl omkring regeringens oprigtighed om, hvorvidt regeringen vil genstarte processen i det lovgivende råd.
- Så jeg gentager her: Der findes ikke en sådan plan. Lovforslaget er dødt, siger hun til pressekonferencen.
Carrie Lam erkender, at regeringens arbejde omkring lovforslaget har været en "total fiasko".
Lovforslaget skabte enorme protester i Hongkongs gader. Protesterne endte flere gange i voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet.
I midten af juni suspenderede Lam behandlingen af lovforslaget, men det fik ikke demonstrationerne til at stoppe.
1. juli, som var 22-årsdagen for, at briterne forlod kronkolonien og overdrog området til Kina, stormede flere hundrede demonstranter Hongkongs parlament.
Her blev flere symboler overmalet, graffiti blev malet på væggene, og billeder blev revet ned.
Demonstranterne ser Carrie Lam som en villig håndlanger for det kommunistiske regime i Beijing. Og at hun er rede til at undergrave aftalen fra 1997, der betød overdragelsen af den britiske koloni til Kina.
Her lød aftalen "et land, to systemer" de næste 50 år. Det betyder, at Hongkong er en delvist selvstyret by under kinesisk kontrol.
Tilbagetrækningen af lovforslaget var ikke demonstranternes eneste krav.
De kræver stadig, at Lam træder tilbage, og at der indledes en undersøgelse om politivold mod demonstranter i forbindelse med protesterne.
Den kinesiske regering udtalte tirsdag morgen dansk tid, at den anser protesterne i Hongkong som en "åbenlys trussel" mod det eksisterende forhold mellem Kina og Hongkong.
Krisen har også ført til nye spændinger mellem Kina og Storbritannien.
Der har været ophedede ordudvekslinger mellem briterne og Kinas ambassadør i London, Liu Xiaoming.
Søndag sagde han dog til BBC, at Kina "ikke er interesseret i en diplomatisk krig med Storbritannien".
I 1898 indgik Storbritannien en aftale med Kina om, at kronkolonien Hongkong skulle lejes af briterne i en periode på 99 år frem til 1997.
1. juli 1997 overdrog briterne Hongkong til Kina.
Forinden var der lavet en aftale, der i 50 år frem til 2047 skal sikre, at Hongkong fortsat har kapitalisme og demokratiske styreformer.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde