Hongkong-leder advarer USA mod at blande sig efter protester
Søndag samledes demonstranter foran USA's konsulat i Hongkong. De appellerede til USA for at få hjælp i deres kamp for at få mere demokrati i den semiautonome del af Kina. Foto: Anushree Fadnavis/Reuters
Anushree Fadnavis/Reuters
Demonstranter i Hongkong har opfordret USA til at støtte deres mål om mere demokrati i Hongkong.
Den kriseramte leder i Hongkong, Carrie Lam, advarer USA mod at blande sig i hendes regerings håndtering af de omfattende protester i regionen.
Udmeldingen kommer efter, at demonstranter søndag samledes foran det amerikanske konsulat i Hongkong. De appellerede til USA for at få hjælp i deres kamp for at få mere demokrati i den semiautonome del af Kina.
Demonstranterne opfordrer Kongressen til at udvise officiel støtte til den prodemokratiske protestbevægelse igennem en mulig amerikansk lov.
Men Carrie Lam siger, at enhver ændring i landets økonomiske forhold til USA vil true "gensidige fordele".
- Det er ekstremt uhensigtsmæssigt for ethvert land at blande sig i Hongkongs anliggender, siger hun.
- Jeg håber, at der ikke vil være flere borgere i Hongkong, der aktivt rækker ud efter USA og opfordrer til at få loven igennem, tilføjer Carrie Lam.
Det amerikanske lovforslag vil også kræve, at USA hvert år undersøger, at menneskerettigheder og demokratiske rettigheder i Hongkong ikke svækkes.
Svækkes de, skal USA straffe Kina ved at ændre på de særligt gunstige handelsvilkår, som USA har med Hongkong.
Lovforslaget blev introduceret i 2017 af republikanerne Chris Smith og Marco Rubio i Kongressen. Det nyder opbakning fra begge sider.
Siden 1997 har Hongkong været en del af Kina under devisen "et land, to systemer". De omfattende prodemokratiske protester har stået på i over tre måneder.
Demonstrationerne blev udløst af et lovforslag, der skulle gøre det nemmere at udlevere borgere i Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Det blev officielt droppet i sidste uge.
Den amerikanske præsident Donald Trump har tidligere opfordret til en fredelig løsning på protesterne og sagt, at det er op til Kina at håndtere situationen.
Kina har tidligere beskyldt USA for at bakke op om protesterne, men det har amerikanerne afvist.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned