Hønsehund bevarer roen og triumferer i prestigefyldt show
Treårige CJ vandt den 140. udgave af Westminster Kennel Clubs hundeshow i New Yorks Madison Square Garden.
Hønsehunden CJ var den bedste af alle, da det prestigefyldte hundeshow "Best in Show" tirsdag aften blev afgjort i Madison Square Garden i New York.
CJ satte flere end 2700 firbenede konkurrenter til vægs i den 140. udgave af Westminster Kennel Club-konkurrencen, der er en slags VM i stil og lydighed for hunde.
Selv lod CJ sig ikke slå ud af sejren, beretter The New York Times. Ejeren, Valerie Nunes-Atkinson, derimod, var mere rundt på gulvet.
- Jeg troede knap nok mine egne øjne. For os i denne sport er det her det største. Det er, hvad vi kæmper for, hvad vi fælder en tåre over. De bedste hunde er her. Dette er det show, man gerne vil vinde, sagde hun ifølge The New York Times efter sejren.
CJ, der mere præcist er en tysk korthåret hønsehund, er kun tre år gammel. Alligevel var han rolig som en aldrende, mæt labrador, da afgørelsen time var inde.
- Han har en gammel sjæl, sagde Valerie Nunes-Atkinson, mens CJ fortærede godbidder med kyllingesmag - hans favoritter - ved hendes side.
Westminster Kennel Clubs hundekonkurrence er det sportsshow i USA, der har kørt i næstlængst tid uden afbrydelser. Det startede i 1875 og er blevet holdt under begge verdenskrige. Kun hestevæddeløbet i Kentucky er ældre.
I konkurrencen bliver hundene vurderet i syv forskellige kategorier, og her viste CJ sig en snude bedre end den russiske mynde - borzoien Lucy.
På trods af den store prestige ved showet i New York er der ikke pengepræmier til vinderne. En sølvplatte og æren er, hvad CJ og Valerie Nunes-Atkinson kan rejse hjem til Californien med.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde