Hospital bryder i brand: Flere patienter dræbt i Japan

10 mennesker har mistet livet, efter at der tidligt fredag morgen lokal tid udbrød brand på et hospital i det vestlige Japan. Størstedelen af de dræbte er patienter, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi kan bekræfte, at 10 personer er døde - otte patienter og to hospitalsansatte, siger en talsmand for politiet i det japanske præfektur Fukuoka, hvor branden fandt sted.

Ilden blussede op i den fire etagers bygning omkring klokken 2.20 lokal tid, og det tog mere end to timer at slukke flammerne.

- Brandårsagen er endnu ukendt, siger polititalsmanden og tilføjer, at ofrene endnu ikke er blevet identificeret.

Lokale medier rapporterer, at flere af de indlagte patienter på hospitalet var ældre mennesker.

/ritzau/AFP