Hospital: Tre frigivne gidsler er i stabil tilstand
28-årige Emily Damari, der her ses med bandage om den hånd, hvor der mangler to fingre, krammer sin mor, Amanda, efter frigivelsen fra Gazastriben søndag. De tre frigivne gidsler er i stabil tilstand, siger lægerne. Foto: -/Ritzau Scanpix
28-årig kvinde blev skudt i hånden og mistede to fingre, da Hamas tvang hende med til Gaza for 471 dage siden.
De tre israelske kvinder, der søndag blev frigivet efter mere end 15 måneder som gidsler i Gazastriben, er i stabil tilstand.
Det siger en læge på Sheba-hospitalet, som de tre kvinder blev bragt til efter deres frigivelse.
- Jeg er glad for at kunne meddele, at de er i stabil tilstand, siger lægen, Itai Pessach, på et pressemøde.
- Det giver dem og os mulighed for at fokusere på det vigtige lige nu - at de genforenes med deres familier.
En af de tre kvinder, 28-årige Emily Damari, mistede to fingre, da Hamas tvang den britisk-israelske kvinde med til Gazastriben under gruppens angreb mod Israel 7. oktober 2023.
Hendes familie oplyser, at hun mistede de to fingre, da hun blev skudt i hånden, skriver avisen Times of Israel.
Emily Damari er et af de to frigivne gidsler, som befandt sig i kibbutzen Kfar Aza under Hamas' angreb for godt 15 måneder siden.
Det samme gjorde Doron Steinbrecher, der ligeledes blev tvunget med til Gazastriben.
Det tredje af de gidsler, der blev frigivet søndag, Romi Gonen, blev taget til fange af Hamas i forbindelse med festivalen Nova i den israelske ørken, ikke langt fra grænsen til Gazastriben.
Billeder i israelske medier viser, at de tre kvinder søndag er blevet genforenet med deres familier.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde