Hospitaler og huse nær Athen evakueres som følge af skovbrande
Flere områder nær den græske hovedstad, Athen, er i øjeblikket plaget af genstridige skovbrande. Mandag morgen blev mindst fem mindre byer evakueret. Billedet er fra Varnavas, der ligger nord for Athen, søndag aften. Foto: Angelos Tzortzinis/Ritzau Scanpix
Søndag blev 30.000 indbyggere evakueret fra Marathon. Mandag evakueres indbyggere nordøst for Athen.
Græske myndigheder har mandag beordret til evakuering af flere huse og hospitaler i mindst fem mindre byer nordøst for Grækenlands hovedstad, Athen.
Evakueringen sker som følge af skovbrande.
Det oplyser det lokale brandvæsen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Brandvæsnet oplyser ikke, hvor mange mennesker evakueringsordren gælder.
- Vi har kæmpet ihærdigt natten igennem, men på trods af en overmenneskelig indsats har ilden udviklet sig hurtigt, siger Vassilis Vathrakogiannis, der er talsperson for brandvæsnet.
Han fortæller, at to hospitaler, herunder et børnehospital, i landsbyen Penteli, der ligger nordøst for Athen, blev evakueret omkring solopgang.
Mandag morgen kæmper 510 brandfolk mod de genstridige flammer. Derudover er 152 køretøjer og 29 fly blevet indsat for at hjælpe brandfolkene i deres arbejde.
Indbyggerne i det område, der er blevet beordret evakueret, har modtaget en SMS, der fortæller, i hvilken retning de kan tage en sikker flugt.
Mandagens skovbrand er en af flere, der har hærget i Grækenland og i flere andre europæiske lande i løbet af sommermånederne.
Søndag fik en hidsig skovbrand de græske myndigheder til at evakuere byen Marathon og dens 30.000 indbyggere.
Tidligere på dagen måtte indbyggere i den nærliggende landsby Varnavas flygte fra deres egne hjem af samme grund, skrev Reuters.
Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, er vendt hjem fra en ferie før tid og ankom søndag aften til Athen for at håndtere situationen med skovbrandene.
Vassilis Kikilias, som er Grækenlands minister for klimakrisen og civil beskyttelse, advarede lørdag om, at omkring halvdelen af landet er i høj risiko for at blive ramt af skovbrande som følge af høje temperaturer, vindstød og tørke.
Grækenland har haft sin varmeste sommer til dato. Temperaturerne vurderes igen at være drevet af de globale klimaforandringer.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde