Hotelchef i New York: Orkan er skræmmende

Millioner af mennesker på den amerikanske østkyst forbereder sig i disse timer på mødet med orkanen Sandy, der ventes at bevæge sig ind over land det kommende døgn. New York er blandt de storbyer, der er i alarmberedskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi har bedt alle vores gæster om at købe vand og lommelygter og er forberedt på at lægge madrasser ud i hotellets gange, siger nordmanden Jarl Haugedal, der er direktør for hotellet NYC-JC Guest Suites i New York.

Det er andet år i træk, at de ansatte og gæsterne på lejlighedshotellet, som ligger i helt ud til vandkanten af floden Hudson, må indstille sig på at opleve voldsomme naturkræfter for fuld udblæsning.

- I fjor blev vi ramt hårdt af orkanen Irene. I underetagen stod vandet i 1,5 meters højde. Skaderne løb op i 400.000 kroner, siger Haugedal, der på sjette år er direktør for hotellet.

- New York har vistnok oplevet tre orkaner de sidste 100 år. Så det er noget særligt at opleve to af dem, bemærker han.

Sandy har potentiale til at udløse det værste uvejr i årtier med kraftige vindstød og oversvømmelser. Lufttrafikken langs hele østkysten døjer med aflysninger og store forsinkelser.

På Haugedals hotel er personalet forberedt på at lægge madrasser ud i korridorerne. Mange gæster kan ikke komme videre på grund af de aflyste flyafgange.

Hotellet ligger midt i det evakuerede område i Jersey City, men fordi værelser og lejligheder er placeret fra 18. til 44. etage i en 50-etagers skyskraber, får gæsterne lov til at blive.

- Problemet er, at vandstanden i Hudson-floden allerede er steget meget. Der ventes store regnskyl. Gaderne kan blive oversvømmet i op til én meters højde, som sidste år, fortæller Haugedal.

Han beretter om propfyldte supermarkeder og fødevarebutikkerne og hektisk hamstring søndag eftermiddag lokal tid.

- Om en time bliver alle undergrundsbanerne lukket. Og så kan man kun vente på at se, hvordan det hele udvikler sig.

Men allerede nu er det en skræmmende oplevelse at mærke orkanen nærme sig, beretter han.

- Det er voldsomt. Vinduerne dirrer, og selv om det ikke er en kategori 5-orkan som Andrew i Florida i 1992, da alt blev knust til pindebrænde, så er kategori 1 eller 2 alvorligt nok i New York på grund af al vandet.

/ritzau/NTB