Hoteller bløder reservationer under franske demonstrationer
Brandmænd slukker ilden i en skraldespand, der er blevet antændt under demonstrationer i den franske hovedstad, Paris. Foto: Juan Medina/Reuters
De voldsomme optøjer i Frankrig har medført en bølge af aflysninger i landets hotelindustri.
Hotelreservationer aflyses på stribe ved franske hoteller, som ligger i områder, der er berørt af de voldsomme demonstrationer i landet for tiden.
Det siger kok og præsident for Frankrigs største brancheorganisation for hoteller og cateringvirksomheder Thierry Marx.
Marx fortæller fredag, at han dagligt hører historier fra medarbejdere i industrien, som har lidt "angreb, plyndring og ødelæggelse af deres forretninger".
- Vores beværtninger er af natur gæstfrihedssteder og af og til endda tilflugtssteder og støttesteder i krisesituationer, fortæller Thierry Marx.
- De skal ikke lide konsekvenserne af den vrede, som de ikke selv har opildnet til, og vi fordømmer disse handlinger.
Voldsomme demonstrationer brød ud i Frankrig tidligere på ugen, efter at en politibetjent skød og dræbte en 17 år gammel dreng.
Drabet har vakt fornyet vrede over det, som mange mener, er et fransk politi, der går særligt efter folk med anden etnisk baggrund end fransk.
Også Frankrigs største brancheorganisation for detailhandlen, FCD, melder om problemer for sine medlemmer.
FCD's administrerende direktør, Jacques Creyssel, opfordrer til, at politiindsatsen bliver skruet op, efter at "flere end 100 mellemstore eller store fødevare- og ikkefødevarebutikker er blevet vandaliseret, plyndret eller endda brændt".
Over 45.000 politibetjente er allerede blevet mobiliseret for at håndtere urolighederne, og flere hundrede demonstranter er blevet anholdt.
Urolighederne er nu så voldsomme, at Udenrigsministeriet i Danmark advarer borgere mod at komme i nærheden af demonstrationerne.
- Hold dig på afstand af opløb og demonstrationer. Kan udvikle sig voldeligt, lød det fredag aften på Twitter fra Udenrigsministeriets Borgerservice.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker