Houthi-oprørere påstår at have gennemført massetilfangetagelse
Der har længe fundet kampe sted nær den saudiarabiske grænseby Najran. (Arkivfoto). Foto: Staff/Reuters
Staff/Reuters
Flere hundrede saudiarabiske soldater er blevet taget til fange i et angreb, påstår Yemens houthi-oprørere.
Houthi-oprørere i Yemen påstår at have tilfangetaget hundredvis af saudiarabiske soldater.
Det skriver flere internationale medier, blandt andet nyhedsbureauet Reuters.
Hverken BBC eller Reuters har kunnet få bekræftet oplysningerne fra saudiarabisk side eller af uafhængige kilder.
Meldingen fra houthi-oprørerne kom lørdag.
I alt tre "fjendtlige militærbrigader er nedkæmpet" i Houthi-angrebet, meddeler en houthi-talsmand ifølge Reuters.
Tilfangetagelsen har angiveligt fundet sted i løbet af de seneste dage og skal være sket nær den saudiarabiske by Najran.
Oberst Yahiya Sarea siger, at de saudiarabiske styrker har lidt "store tab både i forhold til liv og maskineri", skriver BBC.
Billeder af de tilfangetagne vil blive vist på den houthi-drevne tv-kanal Al Masirah søndag, tilføjer han.
Krigen i Yemen har været i gang siden 2015, hvor houthi-oprørerne indtog Yemens hovedstad, Sanaa.
Krigen står mellem houthi-oprørerne og Yemens regering. Den kaldes af FN for "verdens værste humanitære katastrofe".
Houthi-oprørerne er støttet af Iran, mens Yemens regering er støttet af en saudiarabisk-ledet koalition. Den koalition støttes af USA.
På det seneste har Houthi-oprørerne øget mængden af missil- og droneangreb mod saudiarabiske byer, og oprørerne har også taget skylden for det store angreb på to saudiarabiske olieanlæg, skriver Reuters.
Det er til gengæld blevet afvist af Saudi-Arabien, der giver Iran skylden. Iran afviser at stå bag.
Krigen anses i høj grad som en kamp om magten på Den Arabiske Halvø mellem fjenderne Iran og Saudi-Arabien.
Houthierne afviser imidlertid at skulle lade sig styre af Iran og mener i stedet, at de kæmper mod et korrupt system.
20. september meddelte houthierne, at de ville stoppe missil- og droneangreb, hvis den saudiskledede koalition samtidig stopper angreb mod Yemen. Endnu har Saudi-Arabien ikke svaret på den udmelding, skriver Reuters.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde