Houthier beskylder Vesten for at angribe Yemens hovedstad
Fragtskibet "Rubymar" er bare ét af de skibe, som er blevet ramt af de yemenitiske houthistyrker. Foto: -/Ritzau Scanpix
Amerikanske og britiske styrker har gennemført et luftangreb mod Yemens hovedstad, Sanaa, hævder houthierne.
Amerikansk og britisk luftvåben har gennemført angreb i hovedstaden i Yemen, Sanaa, lyder det lørdag aften på yemenitisk fjernsyn.
Meddelelsen kom på Al Masirah TV, som er stiftet og ejet af houthibevægelsen og fungerer som dens officielle talerør.
USA's centrale kommandoenhed, Centcom, skriver lørdag aften på det sociale medie X, at det sammen med Storbritannien har gennemført angreb i Yemen, men nævner ikke specifikt et luftangreb mod Sanaa.
- Målene indebar blandt andet houthibevægelsens underjordiske våbendepoter, missildepoter, ensrettede ubemandede luftsystemer (selvmordsdroner, red.), luftværn, radarer og en helikopter, skriver Centcom.
Centcom skriver desuden, at angrebet skete med "opbakning" fra en række lande, heriblandt Danmark.
Houthibevægelsen anerkendes ikke af Vesten som Yemens retmæssige regering, men bevægelsen sidder de facto på magten i det arabiske land.
Houthierne har erklæret, at de angriber skibe i Det Røde Hav i protest imod Israels angreb på palæstinensere i Gazastriben.
Israel har siden 7. oktober sidste år gennemført storstilede angreb i området, efter at den islamistiske bevægelse Hamas brød grænsen til Israel og ifølge Israel dræbte flere end 1100 mennesker.
Siden er mindst 29.606 mennesker blevet dræbt i Gazastriben, viser tal fra Gazastribens sundhedsmyndigheder, som er under Hamas' kontrol.
Angreb på skibe har stået på siden november, og USA og Storbritannien har iværksat en militær operation for at beskytte skibene.
Danmark har sendt en fregat mod området for at hjælpe med at beskytte handelsskibe.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde