Houthier hævder at have angrebet to skibe i Det Røde Hav
"Galaxy Leader" er et af de skibe, som er blevet angrebet af houthibevægelsen. Skibet ses her omgivet af houthibevægelsens både. (Arkivfoto). Foto: Houthi Military Media/Reuters
To skibe, der sejler under Marshalløernes og Barbados' flag, er blevet angrebet tirsdag i Det Røde Hav.
Houthierne i Yemen hævder tirsdag at have angrebet to skibe - et amerikansk og et britisk skib - i Det Røde Hav.
Det oplyser bevægelsens militære talsperson, Yahya Sarea, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Reuters er det dog et britisk ejet og et græsk ejet skib, der sejler under henholdsvis Marshalløernes og Barbados' flag.
Det er skibene "Star Nasia" og "Morning Tide", der er blevet angrebet.
Ifølge det britiske sikkerhedsfirma Ambrey er ingen kommet til skade på skibet, der sejler under Barbados' flag. Der er tale om et fragtskib, der er ejet af det britiske rederi Furadino Shipping.
Skibet blev angrebet af en drone og kunne efterfølgende sejle videre.
Besætningen på det andet skib skal også være uskadt. Ifølge Reuters er "Star Nasia", der sejler under Marshalløernes flag, ejet af en græsk virksomhed.
Houthibevægelsen holder til i Yemen på Den Arabiske Halvøs sydspids og har siden november angrebet en lang række handels- og tankskibe ud for Yemens kyst i Det Røde Hav og Adenbugten.
Det er sket i protest mod Israels krig mod Hamas i Gaza.
Houthibevægelsen støtter Hamas' sag, og begge militante bevægelser er allieret med styret i Iran.
Som følge af truslen fra houthibevægelsen har mange rederier valgt at omlægge deres ruter og sende deres skibe syd om Afrika i stedet for via Suezkanalen og Det Røde Hav, når de skal fra Europa til Asien.
Derudover har USA og Storbritannien iværksat en militær operation, som har ført til en række angreb på houthimål i Yemen.
Og flere lande - herunder Danmark - har sendt orlogsskibe til Det Røde Hav for at beskytte de tank- og handelsskiber, der sejler gennem farvandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker