Houthierne advarer om fortsatte angreb på krigsskibe i Rødehavet
Alle amerikanske og britiske krigsskibe, som deltager i "aggressionen" mod oprørere i Yemen, vil være mål.
De iranskstøttede houthioprørere i Yemen advarer onsdag i en erklæring om, at de vil fortsætte med at angribe amerikanske og britiske krigsskibe i Det Røde Hav.
Oprørerne siger, at de vil gøre det i selvforsvar.
Det skaber på ny frygt for, at den vigtige søvej for verdenshandlen vil være ramt i lang tid endnu.
Houthierne oplyser også onsdag, at de har affyret adskillige raketter mod det amerikansk krigsskib "USS Gravely" i Det Røde Hav.
Kort forinden havde USA's centralkommando (Centcom) oplyst, at den amerikanske destroyer havde nedskudt en raket affyret af houthierne.
- Der er ingen meldinger om tilskadekomne eller ødelæggelser, lød det fra amerikansk side.
Den danske fregat "Iver Huitfeldt" påbegyndte mandag rejsen til Det Røde Hav. Planen er, at den skal deltage i arbejdet med at beskytte skibsfarten. Det afhænger dog af en beslutning i Folketinget, som ventes i starten af februar.
Houthiernes militære talsperson fastslår i erklæringen, at alle amerikanske og britiske krigsskibe, der deltager i "aggressionen" i Det Røde Hav og Adenbugten, vil være mål.
Det er meningen, at den danske fregat skal arbejde tæt sammen med amerikanerne og briterne.
USA's og Storbritanniens flåde har de seneste uger angrebet mål i Yemen, hvorfra houthierne har angrebet den civile skibstrafik i Det Røde Hav og Adenbugten.
Flere containerskibe fra Mærsk er blandt de angrebne skibe.
Houthierne siger, at deres angreb er gengæld for Israels angreb på Gaza.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker