Høvding: Militante i Nigeria bortfører 30 og dræber 17
For en uge siden bortførte Boko Haram 25 unge, og nu er den militante gruppe angiveligt på færde igen.
Det er formentlig militante fra gruppen Boko Haram, der står bag bortførelsen af omkring 30 unge i weekenden, siger en høvding fra en lokal landsby i Nigeria søndag.
Nogle af de unge er piger ned til 11 års alderen.
- Oprørerne greb unge, drenge og piger, fra vores region, siger Alhaji Shettima Maina, der er ansvarlig for landsbyen Mafa, der ligger omkring 50 kilometer fra byen Maiduguri.
- De tog alle drengene fra 13 år og op og alle piger fra 11 år og op. Ifølge vores informationer er 30 unge blevet bortført i løbet af de seneste to dage, lyder det videre.
Torsdag dræbte gruppen desuden 17 mennesker under et angreb på Ndongo-samfundet.
Boko Haram er blevet en plage for Nigeria, der er plaget af den voldelige gruppes handlinger i den del af Nigeria, hvor gruppen fører en væbnet kamp for oprettelsen af en islamistisk stat.
Boko Haram står bag adskillige angreb og bortførelser, og det er en velkendt taktik at tvinge unge mænd til at kæmpe for den militante gruppe. Kvinderne tvinges til at gifte sig med oprørerne.
For en uge siden fortalte øjenvidner, at gruppen bortførte mindst 25 piger fra en anden landsby i det nordøstlige Nigeria.
Og i april i år bortførte gruppen over 200 skolepiger fra en kristen skole i Chibok i den nordøstlige delstat Borno. 57 af pigerne slap fri i juni.
For to uger siden erklærede topfolk i Nigerias regering ellers, at der var indgået en våbenhvile med islamisterne i Boko Haram. Men de forskellige fløje i Nigerias regering har før givet modstridende udtalelser.
Som en del af våbenhvilen skulle de over 200 skolepiger, der i forvejen holdes fanget af Boko Haram, frigives. Men detaljerne omkring dette var endnu ikke forhandlet på plads.
Den amerikanske førstedame Michelle Obama har sammen med en række kendte deltaget i en kampagne ved navn "Bring Back Our Girls, som gennem blandt andet sociale medier forsøgte at lægge pres på Boko Haram med henblik på at udlevere pigerne.
De skal i fangenskabet være blevet misbrugt og tvunget til at konvertere til islam.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned