Hovedperson melder sig i godt humør til EU-topmøde
Den uofficielle hovedperson ved EU-landenes topmøde med seks tidligere sovjetrepublikker så ud til at nyde opmærksomheden, da han torsdag aften som en af de sidste ankom til middag på Storhertugernes Slot i den litauiske hovedstad, Vilnius.
Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, smilede og gik næsten tavs forbi skaren af journalister, der ventede uden for og spurgte, hvordan humøret var.
- Okay, smilede Janukovitj og stak en positiv tommelfinger i vejret.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og de øvrige 27 EU-ledere ventes især at ville bruge torsdagens middag forud for den formellem topmødesession fredag formiddag til at søge en forklaring på den ukrainske regerings kovending i sidste uge.
Indtil i torsdags var der trods flere måneders mudrede signaler fra den ukrainske hovedstad, Kijev, en forventning om, at topmødet kunne underskrive en omfattende handels- og associeringsaftale med Ukraine.
Thorning og flere andre topmødedeltagere har forud for mødet understreget, at muligheden for at indgå en aftale stadig er til stede. Men mest på det teoretiske plan.
- Vi vil gøre det meget klart, at EU er klar til at lukke Ukraine ind som associeret medlem og underskrive en associeringsaftale.
- Jeg har intet håb om, at det vil lykkes i denne omgang. Men døren er stadig åben. Desværre er ikke alle forventninger blevet indfriet endnu, sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ved ankomsten.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde