Human Rights Watch: Der hersker dobbeltmoral hos vestlige regeringer

I sin årlige rapport om menneskerettigheder fremhæver organisationen blandt andet Israel-Hamas-krigen.

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste 12 måneder har markeret sig som et "stort" år for undertrykkelse af menneskerettigheder.

Sådan lyder det torsdag fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) i dens årlige rapport om tilstanden for menneskerettighederne rundtom i verden.

I rapporten fremhæver HRW "de enorme lidelser" forårsaget af Israel-Hamas-krigen og konflikterne i Ukraine, Myanmar, Etiopien og Sahelregionen.

Krigen i Gaza har stået på siden Hamas' angreb på det sydlige Israel 7. oktober 2023. Det er den hidtil blodigste krig, som har udspillet sig i Gaza.

- Israels regering svarede igen (på angrebet, red.) ved at afskære Gazas 2,3 millioner indbyggere fra adgang til vand og elektricitet, lyder det i rapporten.

- Og ved at blokere adgangen til Gaza for alle leverancer bortset fra lidt brændstof, mad og humanitær hjælp - en form for kollektiv straf, som er en krigsforbrydelse.

Indtil nu er mere end 23.000 mennesker blevet dræbt i Gaza ifølge det Hamas-drevne sundhedsministerium i Gaza.

- Det internationale system, som vi er afhængige af for at beskytte menneskerettighederne, er truet af verdensledere, som kigger den anden vej, når universelle principper i menneskerettighedskonventionen krænkes, siger Tirana Hassan, som er direktør i Human Rights Watch.

- Hver gang et land ser den anden vej, er der nogen, der betaler prisen. Og den pris er nogle gange folks liv, siger hun.

HRW mener, at der hersker en dobbeltmoral blandt flere regeringer, mestendels vestlige, som på det stærkeste fordømmer Hamas-angrebet 7. oktober, men som holder igen med kritik af Israels krig mod Hamas.

- Mange af de regeringer, som har fordømt Hamas' krigsforbrydelser, har været tilbageholdende med at reagere på de krigsforbrydelser, som den israelske regering begår, står der i rapporten.

Udover at være "et stort" år for undertrykkelse af menneskerettigheder og krigsforbrydelser har de sidste 12 måneder budt på en betydelig "selektiv forargelse hos verdens regeringer".

Rapporten fremhæver som eksempel de forskellige reaktioner på menneskerettighedssituationen i Sudan sammenlignet med Ukraine.

/ritzau/AFP