Redningsmandskab med hunde leder fortsat efter overlevende og døde i ruinerne af et gasfyret kraftværk i byen Middletown i Connecticut i USA. Fem mennesker er fundet dræbt efter en eksplosion i værket søndag.
Byens borgmester, Sebastian Giuliano, udelukker, at der er tale om et terrorangreb. Han siger, at eksplosionen skyldtes en ulykke under en test på værket. Kraftværket er under opførelse og er endnu ikke taget i brug.
Det menes, at der var mellem 50 og 60 personer på arbejde denne søndag, men de fleste undslap eksplosionen, siger redningsmandskab.
Tidligere var der meldinger om op til 50 dræbte og 100 kvæstet.
En talsmand for brandvæsnet sagde tidligt mandag dansk tid, at ingen personer er meldt savnet, og at redningsmandskabets hunde endnu ikke har registreret tegn på liv under murbrokkerne.
Lokale myndigheder vil dog endnu ikke udelukke, at flere er omkommet i ulykken.
Eksplosionen skete lidt uden for Middletown knap 40 kilometer syd for Hartford, hovedby i Connecticut, i en gasrørledning ind til kraftværket Kleen Energy.
Kraftværkets hovedbygning blev jævnet med jorden, siger øjenvidner på stedet.
Eksplosionen kunne høres og mærkes mange kilometer væk, og mørk røg og damp kunne ses vidt omkring.
- Jeg følte det som om huset rystede, siger Peter Moore, der bor omkring 16 kilometer fra værket, til tv-stationen CNN. Andre beskriver rystelser, der føltes som et jordskælv, rapporterer CNN.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker