Hundredtusindvis bliver evakueret forud for orkan i Texas
Ansatte ved redningstjenesten i Texas forbereder evakuering af borgere på grund af orkanen Laura. Foto: Callaghan O''hare/Ritzau Scanpix
Callaghan O''hare/Ritzau Scanpix
Orkanen Laura forventes at tage til i styrke, inden den onsdag går i land ved delstaterne Texas og Louisiana.
Hundredtusindvis af amerikanere i delstaterne Texas og Louisiana har fået ordre om at evakuere, da orkanen Laura forventes at tage til i styrke, inden den onsdag rammer USA.
Orkanen forventes at medføre en "livstruende stormbølge", der kan forårsage "katastrofal skade" i dele af Den Mexicanske Golf.
Orkanen forventes især at ramme hårdt i grænseområdet mellem Texas og Louisiana. Det melder USA's Nationale Orkancenter natten til onsdag dansk tid (NHC) ifølge nyhedsbureauet dpa.
Orkanen har indtil nu krævet 24 liv i Caribien. Den forventes at ramme den nordlige del af Den Mexicanske Golf onsdag aften lokal tid, skriver nyhedsbureauet AFP.
NHC advarer om, at orkanen kan forårsage oversvømmelser og bølger på op til tre meter, der potentielt kan trænge 50 kilometer ind i landet og skabe ødelæggelser.
- Borgere i Texas bør hurtigst muligt forberede sig på orkanen Laura og tage øjeblikkelig handling for at bringe sig selv og sine kære i sikkerhed, siger Texas-guvernør, Greg Abbott, tirsdag.
Flere nødcentre er åbnet tirsdag i Texas, hvor der samtidig skal tages højde for sundhedsanbefalinger på grund af coronapandemien.
- Covid-19 vil stadig være i Texas under orkanen, siger Abbott ifølge AFP.
Guvernøren anbefaler borgere, der har mulighed for det, at søge tilflugt på hoteller eller moteller, så de kan "isolere sig fra andre".
Texas er den tredjehårdest ramte delstat i USA målt på antallet af smittede. Delstaten har registreret over 600.000 smittede siden pandemiens begyndelse.
Den atlantiske stormsæson, der løber frem til november, kan blive en af de værste nogensinde i år. NHC har varslet, at 25 navngivne storme kan ramme, hvilket er rekordhøjt. Laura er den 12. indtil videre, skriver AFP.
Af de 25 varslede atlantiske stormvejr forventes 11 af dem at blive til orkaner, og seks af dem kan blive til særligt store orkaner med vinde på op til 178 kilometer i timen, lyder det.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned