Hvaler kan være nøglen til kræftgennembrud ifølge forskere
Forskere undrer sig over, hvorfor hvaler til trods for deres størrelse ikke er særligt udsatte for kræft.
Gemmer hvaler på hemmeligheden til markant at forsinke spredningen af kræft i mennesker?
Det spørgsmål stiller en række forskere nu på baggrund af en forskningsartikel udgivet i det anerkendte tidsskrift Scientific Reports.
Det skriver avisen The New York Times.
- Det her er en lille brik i det store puslespil, siger Mariana Nery, en biolog ved Campinas Statsuniversitet i Brasilien.
Jo større en organisme er, desto flere celler har den. Men flere celler er samtidig lig med mere celledeling, og det indebærer en øget risiko for kræft.
Derfor skulle man tro, at nogle af jordens største skabninger er særligt udsatte for kræft. Men det er ikke tilfældet.
At forstå hvalers genetiske kode kan derfor hjælpe mennesker med at blive klogere på gener, som kan "sænke spredningen af kræft".
Sådan lyder det fra forskningsartiklens medforfatter Michael McGowen, biolog ved museet Smithsonian i Washington DC.
Kroppen består af milliarder af celler. Når en celle dør, skiftes den ud med en ny.
Det er dog ikke tilfældet for kræftceller, som ikke lytter til kroppens signaler og i stedet spreder sig ifølge Kræftens Bekæmpelse.
Egentlig handlede forskningsprojektet om at undersøge, hvorfor hvaler bliver så store, som de gør.
Selv om det er velkendt, at dinosaurerne blev kæmpestore, er det først inden for de seneste 5-10 millioner år, at hvalerne for alvor er vokset i størrelse.
Før det var hvaler på størrelse med ulve og søløver, langt fra de op til 33 meter og 160 ton en blåhval i dag kan måle.
I geologisk tid svarer den udvikling til at være sket i forgårs.
Især tilskriver forskerne hvalernes vækst gener i deres vækst- og insulinhormoner, som har udviklet sig mere end i andre dyr.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde