Hver femte jøde udsættes for antisemitisme
Selvom racisme i høj grad bør være noget, der hører fortiden til, lever antisemitismen stadig i EU, og op mod hver femte jøde oplever antisemitisme i dag.
Det konkluderer en rapport fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, FRA, fredag.
Rapporten kommer i forbindelse med 75-året for Krystalnatten i Tyskland den 9.-10. november 1938, da jøder fik deres forretninger, boliger og synagoger smadret.
Opgørelserne i rapporten er baseret på svar fra 5847 jøder i EU om, hvordan de oplever antisemitisme i dag. Samlet 21 procent svarer, at de har oplevet antisemitisme inden for de seneste 12 måneder.
Da adspurgte jødiske borgere bor alle i et af otte lande, der huser samlet cirka 90 procent af EU's jødiske befolkning.
Det drejer sig om Belgien, Frankrig, Italien, Letland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Ungarn.
- Antisemitisme er et skræmmende eksempel på, hvordan fordomme kan hænge ved gennem århundreder, og det har ingen berettigelse i samfundet i dag, siger danske Morten Kjærum, der er leder af FRA.
Værst står det til på nettet - her oplever gennemsnitligt tre ud af fire jøder, at antisemitisme er et problem, viser rapporten.
- Det er især forstyrrende at se, at internettet - der bør være et værktøj til kommunikation og dialog - bliver brugt som et instrument til antisemitisk chikane, siger Morten Kjærum.
Lige over hver anden jøde oplever problemer med antisemitiske ytringer og fjendtlig opførsel på gader og andre offentlige steder, fremgår det endvidere.
I Frankrig står det desuden værre til end i de øvrige lande, viser rapporten. Hele 84 procent af Frankrigs jøder føler, at der er problemer med antisemitisk opførsel på gaden, og ligeså mange oplever problemer med antisemitisk chikane på nettet.
- Selvom mange regeringer i EU har gjort et rigtig godt stykke arbejde for at bekæmpe antisemitisme, er der fortsat behov for målrettede tiltag, siger Morten Kjærum.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker