Hviderussisk oppositionsleder i eksil idømmes 15 års fængsel
Svetlana Tikhanovskaja overtog posten som oppositionsleder fra sin mand, Sergej Tikhanovskij, da han blev fængslet før valget i 2020. Foto: Julien De Rosa/Ritzau Scanpix
Svetlana Tikhanovskaja, der overtog rollen som oppositionsleder fra sin mand, er dømt for forræderi.
Den hviderussiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja er mandag blevet idømt 15 års fængsel in absentia.
Det skriver nyhedsbureauet Ria.
Svetlana Tikhanovskaja er i øjeblikket i eksil i Litauen og er derfor blevet dømt in absentia. Det betyder, at hun ikke selv har været til stede i retten.
Hun er blevet dømt for forræderi og for at ville tiltvinge sig magten i landet.
Svetlana Tikhanovskaja overtog posten som oppositionsleder fra sin mand, Sergej Tikhanovskij, da han blev fængslet før valget i 2020.
Han blev året efter idømt 18 års fængsel.
Dommen til Svetlana Tikhanovskaja kommer få dage efter en dom til den hviderussiske nobelprismodtager Ales Bjaljatski.
Bjaljatski blev fredag idømt ti års fængsel for indsmugling af penge til Hviderusland og for at finansiere demonstrationer.
Svetlana Tikhanovskaja, der mandag altså selv er blevet dømt, kaldte på sociale medier fængselsdommen for en "skamfuld uretfærdighed". Dommen har også fået kritik fra blandt andet EU, USA og Tyskland.
40-årige Tikhanovskaja flygtede i 2020 fra Hviderusland til Litauen.
Samme år stillede hun op ved præsidentvalget efter at have overtaget lederposten fra sin mand. Ifølge de officielle resultater fik hun ti procent af stemmerne. Oppositionen hævder, at hun vandt.
Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har ledet landet med hård hånd i mere end 28 år. Efter valget i august 2020 har Lukasjenko og hans styre slået hårdt ned på al politisk modstand.
Det er blandt andet sket med støtte fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Tusindvis af aktivister er blevet anholdt, og lederne af oppositionen og førende aktivister er nu enten i fængsel eller flygtet ud af landet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker