Hvidt pulver fundet i Houstons badeværelse

Politiet fandt også et sammenrullet stykke papir, en lille ske og et spejl - genstande, der normalt anvendes af misbrugere - i badeværelset kort efter sangerindens nøgne krop blev fundet i badekarret, hedder det i rapporten.

Whitney Houston var 48 år, da hun døde, og havde en lang historie med misbrugsproblemer bag sig.

Den 42-sider lange rapport giver flere detaljer end den oprindelige rapport, der blev offentliggjort i sidste måned og konkluderede, at den Grammy-vindende sangerinde druknede efter at have taget kokain, som kan have forårsaget et hjertestop.

Det var stjernens personlige assistent, der fandt Houston livløs på hendes hotelværelse 11. februar.

- Den personlige assistent gik ind i badeværelset og fandt den afdøde med hovedet nedad i badekarret, der var fyldt med vand. Der var ingen vand på badeværelsesgulvet, hedder det i rapporten.

Dødsfaldet beskrives som et uheld, mens drukning er opført som dødsårsagen sammen med "effekterne af aterosklerotisk hjertesygdom og kokainforbrug" - eller med andre ord, at forkalkning omkring hjertet og stofferne var medvirkende faktorer.

Desuden blev der fundet rester af marijuana, allergimedicin og to forskellige slags beroligende midler i Whitney Houstons krop.

Der er ikke noget, der tyder på, at popstjernen var offer for en forbrydelse, fastslår retsmedicineren.

Politiet i Los Angeles har også tidligere udtalt, at der ikke er grund til at tro, at der ligger noget kriminelt bag Whitney Houstons død.

Hun blev fundet død 11. februar, dagen inden musikindustrien skulle uddele de årlige Grammy-priser.

/ritzau/Reuters/AFP

Det blev fundet hvidt pulver på afdøde sangerinde Whitney Houstons hotelværelse i Beverly Hills. Det skriver retsmedicineren i en ny rapport, der er blevet offentliggjort onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret